12. aug. 2026 kl. 11:35
31 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Fornyet appetit for AI forud for inflationsnyt

USA/tendens: Fornyet appetit for AI forud for inflationsnyt

Det tegner umiddelbart til at blive en positiv handelsåbning på Wall Street onsdag, hvor stærke regnskaber fra Coreweave, Super Micro Computer og Lumentum har givet fornyet appetit på kunstig intelligens, AI.

Men inden klokken lyder, venter månedens inflationsopgørelse, og den kan blive vigtig i forhold til retningen i pengepolitikken fra centralbanken, Federal Reserve.

Futuren for det brede S&P 500-indeks stiger 0,3 pct., mens den for Nasdaq-futuren går frem med 0,7 pct. Futuren for Dow Jones ligger med et lille plus på 0,1 pct., efter at de tre indeks onsdag bakkede 0,3-0,6 pct.

Krigen i Mellemøsten har lagt opadgående pres på energipriserne og dermed også på inflationen. Der ventes derfor med spænding, når forbrugerprisopgørelsen for juli lander en time inden handelsstart.

I juli gav forventninger om en fredsløsning mellem USA og Iran lettelse på energimarkedet, men sidenhen er der igen opstået usikkerhed om forhandlingerne. Det har løftet forventningerne til, at Federal Reserve kan blive nødsaget til at løfte renteniveauet, og det er noget, investorerne holder skarpt øje med.

- Vi mener, at markedets vurdering af renter, inflation og pengepolitiske forhold ser ud til at drive markedet i øjeblikket, siger Dorian Carrell fra formueforvalteren Schroders ifølge Reuters.

Økonomerne spår ifølge Bloomberg News, at inflationen i juli aftog til 3,4 pct. på årsbasis fra 3,5 pct. måneden før.

AI-OPTUR EFTER STÆRKE REGNSKABER

Coreweave, der laver datacentre til AI-systemer, toppede analytikernes forventninger over en bred kam i andet kvartal i et boomende marked, hvor kunderne strømmede til.

Salget blev mere end fordoblet i andet kvartal, men Coreweave kunne dog også mønstre et tab per aktie på 1,14 dollar.

Men begge dele var en tand bedre end ventet, og vigtigt var det også, at Coreweaves backlog, der er et mål for det fremtidige salg, var på 104 mia. dollar.

Aktien stiger 18,6 pct. i formarkedet.

AI-serverproducenten Super Micro Computer imponerer ligeledes med sit regnskab for det forskudte fjerde kvartal, hvor indtjeningen landede over forventning.

Selskabet løftede dog tidligere på sommeren sløret for udviklingen i forbindelse med en række foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal.

Det er derfor især prognosen for 2026/27, der er trækhest onsdag. Her venter Super Micro et nettosalg på 65-72 mia. dollar. Analytikerne havde blot ventet 54,43 mia. dollar.

Aktien går frem med 7,7 pct. i formarkedet.

Lumentum, der leverer optiske komponenter til AI-branchen, er også kommet bedre end ventet gennem sit fjerde kvartal, om end det nok havde set endnu mere fantastisk ud, hvis Lumentum ikke døjede med mangel på komponenter, vurderer analytikere ifølge Bloomberg News.

Men alt i alt er det opløftende læsning for investorerne, som sender aktien op med 8,8 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 484 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig