De amerikanske aktiemarkeder har en let grøn dag i sigte, når Wall Street åbner i eftermiddag, da oliepriserne falder, alt imens investorerne afventer nyt om de amerikanske producentpriser.
De amerikanske producentpriser følger gårsdagens vigtige inflationstal fra USA, der var med til at give investorerne en ekstra forsikring om, at der formentlig ikke venter en pengepolitisk stramning lige om hjørnet.
Futures for det brede S&P 500-indeks og det smalle Dow Jones øger med 0,2 pct., mens futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger med marginale 0,1 pct.
Onsdag endte S&P 500-indekset handelsdagen med en stigning på 0,3 pct., og Nasdaq-indekset gik 0,5 pct. frem. Dow Jones-indekset faldt omvendt marginalt med 0,04 pct.
Producentpriserne er en ledende indikator for inflationsudviklingen, da det viser, hvor stort et prispres virksomheder oplever i deres indkøbspriser, understreger seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra AL Sydbank i et notat torsdag morgen.
- Priserne vil stige betydeligt, og det vil udgøre en udfordring for centralbankerne fremover, noterer Michael Hewson, senior markedsanalytiker hos iForex, ifølge Bloomberg News.
OLIEPRISEN FALDER TRODS INTET NYT FRA MELLEMØSTEN
Oliepriserne falder torsdag med omkring 2 pct., efter at have været steget seks handelsdage i streg, idet investorerne vurderer udsigterne til en svagere global efterspørgsel i år og større råolielagre i USA, skriver Reuters.
USA og Iran er fortsat heller ikke enige om en permanent afslutning på krigen i Mellemøsten, udtaler en højtstående iransk kilde til Reuters. Det betyder, at skibstrafikken gennem Hormuzstrædet fortsat er kraftigt begrænset.
LENOVO-REGNSKAB TRÆKKER DELL YDERLIGERE I PLUS
Selskabsspecifikt sendes aktierne i computerproducenterne Dell og HP i plus, efter at den kinesiske konkurrent Lenovo har aflagt regnskab, der lander over analytikernes forventninger.
Lenovos omsætning steg med 43 pct. for året til rekordniveauet 26,95 mia. dollar., drevet af efterspørgslen efter kunstig intelligens og solid vækst i PC-salget.
Dell-aktien stiger med 4,4 pct. til 505,66 dollar i formarkedet, efter at aktien i onsdagens handel steg med 9,8 pct.
Med til at sende aktien højere onsdag var et bedre end ventet regnskab fra den amerikanske AI-serverproducent Super Micro Computer.
HP-aktien stiger med 3,8 pct. til 60,96 dollar i formarkedet, efter en stigning på 8,1 pct. onsdag.
I modsat retning sendes AI-chipproducenten Cerebras Systems, efter at selskabet ikke levede op til forventningerne i kvartalet.
Cerebras-aktien falder med 17,6 pct. til 215,94 dollar. Aktien er dog steget med omkring 24 pct. i løbet af de fire sidste handelsdage.
Generelt lakker regnskabssæsonen mod enden, da mere end 430 af S&P-500-selskaberne har aflagt regnskab for kvartalet.
Samlet har solide indtjeningsresultater i flere sektorer vist sig som medvind for de amerikanske aktier efter en ujævn start på anden halvdel af 2026.
- Regnskabssæsonen (for selskaber inden for kunstig intelligens, red.) har været stærk, og der er ingen tegn på afmatning i investeringerne, udtaler Jefferies-økonom Mohit Kumar og tilføjer, at banken fortsat anbefaler overvægt i AI-sektoren.
- Den store mængde af likviditet i systemet og det faktum, at Federal Reserve ikke hæver renten (ifølge Jefferies' vurdering, red.), bør fortsat understøtte risikofyldte aktiver, tilføjer økonomen til Reuters.
.\\˙ MarketWire