03. nov. 2025 kl. 15:43
37 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Amazon og Nvidia bag solid grøn start for tek...

Amazon.com og Nvidia er mandag kommet flyvende ud af starthullerne, efter at førstnævntes cloudforretning har underskrevet en kæmpestor aftale om at levere en del af OpenAI´s bundløse efterspørgsel efter computerkraft.

Nvidia skal levere mikrochips til udbygningen og yderligere har AI-kongen også fået løftet kursmålet markant af Loop Capital.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks løftes 1,0 pct. efter fredagens plus på 0,6 pct.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,5 pct. efter fredagens plus på 0,3 pct., mens Dow Jones ligger med en marginal stigning efter fredagens fremgang på samme størrelse.

Opkøbene står vanen tro i kø mandag, hvor det største er Kimberly-Clarks bud på cirka 40 mia. dollar for håndkøbsmedicinkoncernen Kenvue.

Investorer har allerede fået tal fra en del af de såkaldte Magnificent Seven-selskaber, der pegede på en stor stigning i udgifterne til AI, og i denne uge afventer regnskabstal fra flere chipselskaber heriblandt Advanced Micro Devices og Qualcomm.

- Selv om der er bekymring over, hvordan store tech-virksomheder finansierer deres voksende AI-udgifter, har disse virksomheder stærke likviditetspositioner og sunde balancer, siger analytikere fra UBS Global Wealth Management ifølge Reuters.

- Højere investeringsniveau bør drive yderligere AI-momentum, og vi er opmuntret af den stigende AI-adoption og robuste cloud-vækst, fortsætter analytikerne.

AMAZON KAPRER 38 MIA. DOLLAR STOR AFTALE MED OPENAI

Amazon Web Services (AWS) vil give ChatGPT-producenten OpenAI adgang til hundredtusindvis af Nvidias grafiske processorenheder som en del af en syvårig aftale til en værdi af 38 mia. dollar.

Amazon, der er verdens største udlejer af computerkraft, åbner mandag med et solidt plus på 5,2 pct., mens Nvidia kommer fra land med en stigning på 3,1 pct. til 208,76 dollar.

Før aftalen havde finanshuset Loop Capital også hævet kursmålet for Nvidia-aktien til 350 kr. fra 250 kr.

Det nye kursmål svarer til 8500 mia. dollar, og det kommer mindre end en uge, efter at aktien rundede en markedsværdi på 5000 mia. dollar for første gang nogensinde.

Blandt de helt store selskaber har Microsoft også indgået en aftale til en værdi af omkring 9,7 mia. dollar med australske Iren om køb af cloud-kapacitet beregnet på drift af kunstig intelligens.

Med aftalen får Microsoft adgang til Nvidia-teknologi.

Iren, der er noteret i USA, stiger 18,6 pct., mens Microsoft løftes 0,7 pct.

KIMBERLY-CLARK KØBER KENVUE FOR CIRKA 40 MIA. DOLLAR

Den amerikanske sundhedsgigant Kimberly-Clark køber nu omstridte Kenvue, der producerer og sælger håndkøbsmedicin, heriblandt hovedpinepillen Tylenol, der er blevet genstand for en række søgsmål.

Aktionærer i Kenvue, der blev udskilt fra Johnson & Johnson i 2023, får med fredagens kurs svarende til 21,01 dollar per aktie.

Investorerne i Kimberly-Clark er ikke glade for opkøbsforsøget og aktien sendes ned med 13,0 pct. til 104,15 dollar. Kenvue stiger 14,8 pct. til 16,50 dollar.

Blandt de lidt mindre selskaber har guld- og sølvminekoncernen Coeur Mining aftalt at købe konkurrenten New Gold for cirka 7 mia. dollar i en ren aktiehandel.

New Gold åbner 1,6 pct. højere, mens Coeur taber 9,9 pct.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her