23. sep. 2025 kl. 15:45
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Dow Jones fortsætter rekordjagten

Det amerikanske Dow Jones-indeks fortsætter fra åbningen på det amerikanske aktiemarked tirsdag rekordjagten, mens der omvendt er en smule pres på teknologiaktierne på Nasdaq-børsen.

Kort efter åbningen ligger Dow Jones-indekset 0,5 pct. højere i 46.609,68, efter at det mandag satte årets syvende lukkerekord.

Derimod falder Nasdaq-indekset 0,3 pct. fra start til 22.708,71 fra mandagens rekord, som var årets 29. af slagsen.

Imens ligger det brede S&P 500-indeks næsten uændret, efter at det mandag satte årets 28. rekord - og den tredje i træk.

Senere på dagen er der fokus på en tale af den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell. Hos Jyske Bank sættes forventningerne i forhold til den dog ikke for højt.

- Vi tvivler på, at han bringer noget nyt til torvs efter, at han talte på pressemødet efter bankens rentemøde i den forgangne uge, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Micron Technology, der kommer med regnskab for fjerde kvartal efter markedets lukning tirsdag, stiger fra åbningen med 0,8 pct. til 165,95 dollar.

I august hævede Micron sine forventninger til fjerde kvartal med henvisning til en ventet stigning i afkastet fra sine hukommelseschips, der bruges i AI-infrastruktur.

Analytikerne estimerer ifølge Bloomberg News et justeret resultat per aktie på 2,84 dollar i fjerde kvartal.

Der er fra åbningen også genrejsning til aktien i Kenvue, som mandag faldt 7,5 pct., efter at Trump-administrationen kædede smertemidlet Tylenol, som Kenvue står bag, sammen med udviklingen af autisme.

Kenvue stiger 5,6 pct.

Firefly Aerospace falder derimod 11,7 pct. efter et større underskud i andet kvartal end ventet. Det var de første finansielle resultater siden raketproducentens debut på Nasdaq-børsen i august.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her