11. nov. 2025 kl. 15:39
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Let rød start trods godkendt forslag om genåb...

Det går en smule bagud på det amerikanske aktiemarked fra start tirsdag, selv om et flertal i Senatet har stemt for et lovforslag, der skal afslutte den historisk lange nedlukning af statsapparatet.

Det brede S&P 500 har lagt fra land med et minus på 0,2 pct., mens det techtunge Nasdaq-indeks falder 0,4 pct. Det smalle Dow Jones stiger omvendt med små 0,1 pct.

Det følger store plusser mandag, hvor der blev taget forskud på glæderne omkring den mulige genåbning af regeringen. Her steg S&P 500 med 1,5 pct., mens Nasdaq fløj i vejret med 2,3 pct. Dow Jones måtte nøjes med et plus på 0,8 pct. mandag.

- Beslutningen om at genåbne - selv om regeringen først åbner op om flere dage - er helt klart positiv, og mange mener, at den giver grønt lys for, at det længe ventede "rally" mod slutningen af året endelig kan begynde, lyder det fra analytikere hos Vital Knowledge ifølge Investing.com.

Inden der igen kan åbnes for de føderale instanser, skal forslaget dog også i første omgang godkendes af medlemmerne i Repræsentanternes Hus.

Blandt de enkelte selskaber falder Coreweave, der udlejer adgang til kraftfulde AI-chips fra blandt andet Nvidia, med 8,6 pct. i de indledende handler som følge af en forsinkelse i opfyldelsen af en kundekontrakt.

Det har fået Coreweave til at nedjustere sin omsætningsprognose, og det er et tilbageslag for selskabet, der kæmper for at holde trit med boomet inden for kunstig intelligens, skriver Bloomberg News.

Chipkæmpen Nvidia falder samtidig 1,9 pct. fra start, efter at den japanske investeringsgigant Softbank har solgt ud af Nvidia-aktier for 5,8 mia. dollar.

Paramount Skydance har taget hul på en glimrende handelsdag. Aktien stiger 8,9 pct., da underholdningskoncernen i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal lovede yderligere besparelser på 1 mia. dollar via afskedigelser af 1600 flere ansatte.

Det bringer de årlige reduktioner i omkostningerne i det igangværende regnskabsår op på 3 mia. dollar.

- Næsten 100 dage er gået, siden vi lancerede det nye Paramount, og vi er tilfredse med de hidtidige fremskridt, hedder det i et brev til aktionærerne fra topchef David Ellison.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her