08. jan. 2024 kl. 15:48
24 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Opkøbslystne medicinalselskaber giver store s...

Mandagen byder på flere store nyheder fra USA, hvor en ny fejl hos flyselskabet Boeing sætter aktien under pres, mens rygter om flere opkøb blandt medicinalselskaber giver store kursplus til opkøbsmålene.

Kombineret med et fald i olieprisen mandag morgen og blandede nøgletal før markedet gik på weekend, giver det modsatrettede signaler til handlerne, der ikke helt ved, hvilket ben de skal stå på.

Det betyder en blandet åbning, hvor Dow Jones-indekset lægger ud med at falde 0,4 pct., mens mundvigene vender opad hos S&P 500 og Nasdaq-indekset, der stiger henholdsvis 0,2 pct. og 0,5 pct.

Fredag steg Dow Jones med 0,1 pct., mens S&P 500 kun gik marginalt frem og Nasdaq-indekset endte med et marginalt fald.

Det skete efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport, der viste et fortsat stærkt jobmarked, mens andre nøgletal pegede i den modsatte retning. Alt i alt satte det gang i spekulationer om, at den amerikanske centralbank måske ikke har helt så travlt med at sænke renterne på mødet i marts, som investorerne tidligere har satset på.

Torsdag lander dugfriske inflationstal, der kan give endnu et praj, og fredag skydes der for alvor gang i regnskabssæsonen, der er med til at sætte stemningen.

- Med stigende muligheder for skuffelser i helårsregnskaberne vejer de negative risici tungere end de positive, skriver analytikere fra BNP Paribas ifølge Bloomberg News.

BOEING RAMT AF UHELD

Flyselskabet Boeing er endnu engang kommet i søgelyset efter et uheld fredag, hvor et vinduesparti i et Boeing 737 MAX 9-fly blev blæst ud, mens flyet var i luften i USA.

Det betyder, at 171 Boeing-fly af samme type har fået et flyveforbud i USA og skal blive på jorden, indtil den amerikanske luftfartsmyndighed (FAA) kan fastslå, at de kan flyve på sikker vis, skriver Reuters.

Flyene skal undersøges for mulige tekniske fejl eller mangler, før de kan komme på vingerne igen.

Aktien falder 8,7 pct. ved åbning.

MEDICINALSELSKABER KØBER OP

Det amerikanske medicinalselskab Merck & Co. er i fremskredne forhandlinger om at købe Harpoon Therapeutics, der producerer lægemidler til behandling af kræft, for omkring 700 mio. dollar svarende til knap 4,8 mia. kr.

Det skriver Bloomberg News, der mener at vide, at handlen kan blive annonceret inden for de kommende dage.

Det sender aktien i Harpoon i vejret med hele 111,3 pct. til 22,30 dollar, mens Mercks aktie stiger 0,4 pct.

Johnson & Johnson har indgået aftale om køb af Ambrx Biopharma Cayman for cirka 2 mia. dollar, eller 13,6 mia. kr.

Fraregnet Ambrx´ kontantreserver, er prisen dog nærmere 1,9 mia. dollar, lyder det i en meddelelse fra den amerikanske medicinalkæmpe.

Ifølge aftalen betaler Johnson & Johnson 28 dollar per aktie i Ambrx, eller mere end dobbelt op sammenlignet med lukkekursen på 13,63 dollar i fredags.

Ambrx-aktien stiger 98 pct., mens J&J falder 0,2 pct.

Også Boston Scientific rygtes på indkøb og vil overtage medicoselskabet Axonics for 71 dollar per aktie, skriver Bloomberg News.

Prisen opgøres til cirka 3,7 mia. dollar, hvilket svarer til 25,2 mia. kr., og Boston Scientific regner med, at handlen afsluttes i første halvdel af 2024.

Meldingen har sendt Axonics-aktien op med 19,8 pct. til 68,97 dollar, mens Boston-aktien stiger 0,2 pct.

OLIEPRIS DYKKER

Energiselskaberne er også under pres mandag, efter at olieprisen er faldet. Det skyldes, at topeksportøren Saudi-Arabien har skåret priserne, og det er nok til at agere modvægt til bekymringer over situationen i Mellemøsten og Det Røde Hav.

Den amerikanske WTI-olie koster mandag i 70,73 dollar mod 73,54 dollar fredag eftermiddag.

Chevron falder 1,5 pct., mens Conocophillips dykker 2,2 pct.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her