25. sep. 2025 kl. 06:32
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Aktier trukket ned af Nvidia, Apple og Alpha...

De amerikanske aktier faldt onsdag tilbage, da investorerne syntes at puste ud oven på et hektisk AI-drevet rekordridt.

Stemningen synes at ville vende til det mere positive torsdag. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

Onsdag var det især inden for it og kommunikationsservice, at der var minusser, mens Tesla fortsatte fremgangen.

Der var også nogle grønne glimt inden for undergruppen af chipselskaber, om end Micron, som tirsdag aften ellers trumfede Wall Streets forventninger, faldt tilbage oven på et septemberplus på 40 pct., ligesom Nvidia tyngede markedet.

Energiaktierne lunede sig derimod ved at olieprisen steg på spekulationer om hårdere sanktioner mod den russiske eksport, mens der i obligationsmarkedet var lette rentestigninger, da finansministeriet fortsatte sit salg af nye obligationer gennem ugen for 183 mia. dollar.

Det brede S&P 500-indeks tabte på den baggrund 0,3 pct., mens Dow Jones også mistede 0,4 pct., og Nasdaq ligeledes satte sig 0,3 pct.

De amerikanske aktier har dog sat 28 rekorder i 2025, og det overordnede marked er i plus med knap 13 pct. i år og med godt 35 pct. siden bunden i april.

- Trenden med stærke gevinster er endnu ikke ovre. Dog bliver den kortsigtede risiko-afkastprofil mere komprimeret, da aktierne stiger, mens det underliggende momentum aftager, kommenterer Craig Johnson, investeringsdirektør hos Piper Sandler, over for Bloomberg News.

Flere investorer har i den forbindelse set et faresignal i nogle af de mere cirkulære investeringer inden for kunstig intelligens. Det er senest eksemplificeret ved, at Nvidia vil investere 100 mia. dollar i OpenAI, som så vil bruge midlerne til at udbygge sin kapacitet inden for datacentre, der skal benytte millioner af de mest avancerede chips, fra Nvidia.

OpenAI har også for ganske nyligt indgået en aftale med Oracle om at opføre datacentre for 300 mia. dollar, men det er reelt set penge, som OpenAI, der stadig ikke er profitabelt, endnu ikke har.

En opgørelse fra UBS viste onsdag også, at gruppen af mindre tabsgivende teknologiselskaber siden starten af august er steget mere end 20 pct., mens eksempelvis Nasdaq 100-indekset er gået op med mere moderate 5-6 pct.

ENERGI I TOP

I S&P 500 var det onsdag energiaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 1,2 pct., da olieprisen gik op med 2,2 pct., og derfor løftedes navne som Exxon Mobil med 0,5 pct., Chevron med 1,1 pct. og Conocophillips med 2,3 pct.

Dernæst var der fremgang til cyklisk forbrug på 0,7 pct., hvilket var trukket af et plus på 4,0 pct. til Tesla, som altså fortsatte den senere tids fremgang baseret på optimisme omkring elbilproducentens selvkørende biler og kommende robotaxi-forretning. I samme sektor mistede Amazon dog 0,2 pct. på trods af et løftet kursmål fra investeringsbanken Wells Fargo.

I den negative ende tabte kommunikationsservice 0,8 pct., da der her var minus til Alphabet på 1,8 pct. og til Netflix på 1,2 pct., mens Disney, som tirsdag aften meldte om prisforhøjelser på sine streamingtjenester, vandt 1,1 pct., ligesom Meta Platforms steg 0,7 pct.

It-aktierne mistede også samlet set 0,5 pct. Her var det blandt andet Apple, som tyngede med 0,8 pct., mens Oracle også smed 1,7 pct.

Chipkæmpen Nvidia tabte desuden 0,8 pct., mens lillebror Broadcom imidlertid gik 0,1 pct. frem.

FALDT TRODS SOLIDT REGNSKAB

Fra halvlederfronten var der ellers kommet godt nyt i form af regnskabet for fjerde kvartal fra Micron Technology. Med en vækst i salget i perioden på 46 pct. og med en prognose om et salg i første kvartal på 12,2-12,8 mia. dollar mod ventede 11,91 mia. dollar.

Efter et plus til aktien på 40 pct. i september og på 160 pct. siden bunden i april og trods løftede kursmål onsdag tog investorerne dog gevinster hjem, og Micron-aktien faldt 2,8 pct.

Intel steg derimod med 6,4 pct. Efter at den amerikanske stat for nylig har sikret sig en ejerandel på 10 pct. af aktierne mod betaling af 9 mia. dollar, har chipproducentens aktie generelt oplevet medvind, og onsdag forlød det, at chipkoncernen også vil invitere Apple ind som ejer.

Samme tema gjorde sig onsdag i den grad gældende for canadiske Lithium Americas, da Reuters tirsdag aften bragte forlydender om, at regeringen i USA også ønsker sig en ejerandel i selskabet, og det sendte aktien op med hele 95,8 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her