03. nov. 2025 kl. 06:32
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Amazon sikrede fredagsplus - sjette måned i ...

Solide regnskaber fra både Apple og Amazon, der især blev sendt i vejret, skabte fredag optimisme i det amerikanske aktiemarked, som derfor tikkede pænt opad.

Dermed sluttede aktierne i USA ikke bare ugen med et samlet plus, men det lukkede også ned for oktober med en fremgang på 2,3 pct. i alt og sikrede sig samtidig den sjette positive måned i træk.

Markedet er således kommet helskindet igennem en potentielt kompliceret uge for investorerne med rentemøde i USA´s centralbank, handelsforhandlinger og møde mellem Kinas præsident Xi og USA´s præsident Trump og regnskaber fra fem af medlemmerne i "magnificent seven".

Det brede S&P 500-indeks steg fredag 0,3 pct. og leverede dermed et ugeplus på 0,7 pct., mens Dow Jones også gik 0,1 pct. frem. Nasdaq klarede sig dog bedst med et løft på 0,6 pct.

Mandag morgen ser den gode stemning ud til at fortsætte, hvis man kigger på futures for de tre ledende indeks. S&P 500-indekset indikeres 0,2 pct. højere, mens Nasdaq øger 0,3 pct. Dow Jones står til en fremgang på 0,1 pct.

- De amerikanske aktier er på vej mod at slutte ugen i plus, efter at en ny runde teknologiregnskaber har løftet investorstemningen, mens mødet mellem USA´s præsident Donald Trump og Kinas leder Xi Jinping resulterede i en etårig forlængelse af den midlertidige handelsvåbenhvile mellem verdens to største økonomier, skrev UBS i en kommentar.

- Apple rapporterede solid iPhone-efterspørgsel, mens Amazons 20 pct. vækst i cloud-forretningen var det hurtigste tempo i næsten tre år. Amazon varslede også øgede kapitaludgifter næste år og sluttede sig dermed til Alphabet, Microsoft og Meta i at hæve deres kapitalinvesteringer midt i en bred efterspørgsel efter AI og den tilhørende infrastruktur.

AMAZON I VEJRET

I hovedindekset var det på baggrund af Amazons store optur cyklisk forbrug, som klarede sig bedst med et plus på 4,1 pct.

Detailkæmpen selv vandt frem med 9,6 pct., efter at regnskabet for tredje kvartal bød på større omsætning end ventet sammen med en prognose om det samme for fjerde kvartal.

Investorerne bed dog mest mærke i, at AWS, cloud-forretningen, så en fremgang på 20 pct. mod ifølge Bloomberg News ventede 18 pct. Hastigheden i fremgangen var samtidig den største for Amazons cloud siden 2022.

Der var omvendt tilbagegang til it-aktierne på 0,3 pct., mens den sidste af de teknologitunge sektorer, kommunikationsservice, ligeledes bakkede 0,3 pct.

Tesla, kollega til Amazon i cyklisk forbrug, var fredag også en af de større vindere med et plus på 3,7 pct.

Inden for it satte Nvidia sig dog 0,2 pct., mens chipkonkurrenten Broadcom også faldt 1,8 pct.

GLÆDER SIG TIL JUL

Microsoft bakkede desuden 1,5 pct., mens Apple trods et på mange måder opløftende regnskab for fjerde kvartal dalede 0,4 pct.

Elektronikkæmpens tal havde særligt en ridse i lakken med et salg i Kina, der var 2 mia. dollar lavere end ventet på Wall Street. Billedet var imidlertid nærmest omvendt i Europa, og overordnet var salget bedre end ventet i Apples fjerde kvartal. Selv om iPhone-afsætningen kom ind en my under konsensus, hvilket ifølge topchef Tim Cook dog også skyldtes forsyningsudfordringer.

Apple-chefen pointerede dog både i regnskabet og på en efterfølgende telekonference, at der er stor optimisme omkring julekvartalet, hvor der ventes en rekordomsætning og et rekordsalg af iPhones.

Fredag fortsatte Meta Platforms samtidig sit kursfald. En stor stigning i omkostningerne og investeringerne i tredje kvartal, samt en nedskrivning af et skatteaktiv på 16 mia. dollar, sendte torsdag Facebook-ejeren i minus med 11,3 pct., og det blev fulgt op fredag med et fald på 2,7 pct.

Ligeledes i kommunikationsservice dalede Alphabet let med 0,1 pct., mens Netflix omvendt vandt 2,7 pct. til 1118,86 dollar efter en melding om et kommende aktiesplit fra en til ti aktier.

STEG EFTER NEDJUSTERING

På regnskabsfronten kom der også tal fra oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron, som begge overgik forventningerne ved at øge produktionen på et tidspunkt, hvor olieprisen ellers er relativt lav.

Exxon satte sig nu alligevel med 0,3 pct., mens Chevron steg 2,7 pct.

Allerbedst i S&P 500 gik det imidlertid for First Solar, der blev løftet 14,3 pct. trods en nedjustering, der dog ikke var helt så stor som frygtet på Wall Street.

Dexcom sank til gengæld til bunds i hovedindekset med et dyk på 14,6 pct., da en nedjustering fra medicoselskabet her fik fuld kurseffekt.

.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her