08. aug. 2025 kl. 06:32
40 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Apple og chipaktier trak Nasdaq i rekord - E...

En skuffende auktion over 30-årige amerikanske statspapirer var torsdag aften tæt på at ødelægge det sidste gode humør på Wall Street, da Nasdaq-indekset blev sendt i rødt efter det meste af dagen at have ligget til rekord.

Humøret fejler dog ikke noget fredag morgen, hvor futuresmarkedet indikere stigninger på 0,2-0,3 pct. i New York senere på dagen.

Torsdag fik det teknologitunge indeks til sidst ved hjælp fra Apple og chipselskaberne dog slæbt sig over stregen og sikrede endnu en lukkerekord, mens det brede marked gik tilbage.

Blandt enkeltaktierne blev medicinalkæmpen Eli Lilly smidt over bord efter skuffende data med en vægttabspille, og Intel blev kværnet af endnu et brovtende udsagn fra USA´s præsident, Donald Trump.

Samlet set var inspirationen til markedet lidt blandet, efter at Donald Trump sent onsdag truede med 100 pct. told på import af mikrochips.

Præsidenten vil dog undtage lande, der investerer tilstrækkeligt i USA, og samtidig vækkede historierne om planer om snarlige samtaler mellem USA, Rusland og Ukraine håb om en mulig deeskalering af konflikten mellem de to sidstnævnte.

Op trak det også, at flere topfolk fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag meldte sig på banen med kommentarer om, at det formentlig snart er tid til pengepolitiske lempelser for at understøtte arbejdsmarkedet.

Det gavner særligt teknologiaktierne, der er ekstra rentefølsomme.

S&P 500-indekset faldt med 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset kom tilbage på rekordsporet med sit plus på 0,4 pct. til 21.242,70. Dermed blev den seneste top fra sidste mandag - den 28. juli - på 21.122,12 overgået.

Dow Jones-indekset faldt med 0,5 pct.

ELI LILLY I SKAMMEKROGEN FOR SVAGE FEDMEDATA - NOVO I FØRERTRØJEN

Medicinalkæmpen Eli Lillys ellers flotte regnskab for andet kvartal inden markedsåbningen, der også indeholdt en opjustering af forventningerne til hele året, druknede torsdag i nyheden om svagere end ventede studiedata med vægttabstabletten Orforglipron.

Resultaterne kan tyde på, at Novo Nordisk med sin fedmepille, en oral udgave af Semaglutid, kan stå med det stærkeste kort på hånden, når det gælder fedmebehandling i tabletform, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

- Umiddelbart når Orforglipron ikke det, der var ventet i markedet, som var et vægttab, som lignede det, som oral Semaglutid, altså Wegovy på pilleform, har vist, siger han til MarketWire.

- Dermed ligner det, at Novo Nordisk godt kunne stå med det stærkeste kort, når det kommer til tabletter. Med det in mente, at der ikke er nogen restriktioner for Orforglipron i forhold til faste og så videre, hvilket der er med oral Semaglutid, siger Søren Løntoft Hansen.

Eli Lilly-aktien blev straffet med et tungt dyk på 14,2 pct. til 640,76 dollar.

APPLE FORTSATTE OPTUREN

I den modsatte ende fortsatte Apple trods det generelle mismod sin optur fra onsdag, hvor aktien blev sendt pænt i vejret af nyheden om planer om store investeringer i produktion på det amerikanske hjemmemarked.

Torsdag steg Apple yderligere 3,2 pct. til 220,03 dollar efter onsdagens kursplus på 5,1 pct.

Også de fleste chipaktier var godt kørende på grund af udsigten til undtagelser på import fra lande, der investerer i USA. Nvidia steg med 0,8 pct. til 180,88 dollar, og Broadcom gik 0,7 pct. frem til 303,76 dollar.

Intel nød dog ikke godt af den ellers gode stemning om sektoren.

Donald Trump opfordrer nemlig selskabets topchef, Lip-Bu Tan, til at træde tilbage med det samme på grund af interessekonflikt, som dog ikke nærmere uddybes af præsidenten.

Det gjorde ondt på aktien, som faldt med 3,1 pct. til 19,77 dollar.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her