25. aug. 2025 kl. 06:32
65 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Powell sendte aktierne i vejret og Dow Jones...

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, fik fredag sendt de amerikanske aktier i vejret og på rekordjagt.

En tale fra frontfiguren for Federal Reserve, som centralbanken hedder, peger nemlig på, at bordet er dækket til en rentenedsættelse i september.

Og det gav rekordkurs for både det brede S&P 500-indeks og for Dow Jones-indekset i store dele af dagen, men ved handelsdagens afslutning, var det kun sidstnævnte, der kunne sikre sig en rekord.

Det var dog også en mere speciel en af slagsen, da Dow Jones-indekset med sin stigning på 1,9 pct. til 45.631,74 satte sin første rekord i 2025.

Den seneste top på 45.014,04 blev således nået den 4. december sidste år.

S&P 500-indekset steg samtidig med 1,5 pct. til 6466,91 og var dermed tæt på den seneste top på 6468,54 fra i forrige uge.

Nasdaq-indekset er trods sin stigning på 1,9 pct. endnu et lille stykke fra sin seneste rekord i forrige uge.

Det positive marked fredag er mandag afløst af marginalt faldende indeksfutures - i størrelsesordenen 0,1 pct.

MARKEDETS TRO PÅ LEMPELSER I VEJRET IGEN

Talen fra Jerome Powell i forbindelse med centralbanksymposiet i Jackson Hole har igen øget markedets tro på en rentenedsættelse til september til tæt over 80 pct., og markedet indregner nu også en samlet lempelse på 50 basispoint før årets udgang.

Det viser data for handlen med rentefutures fra Bloomberg News.

- Stabiliteten i arbejdsløshedsprocenten og andre arbejdsmarkedsindikatorer giver os mulighed for at gå forsigtigt frem, når vi overvejer ændringer i vores politiske linje, sagde Jerome Powell i Jackson Hole.

- Ikke desto mindre kan den restriktive politik, de grundlæggende udsigter og den skiftende risikobalance gøre det nødvendigt at justere vores politiske holdning, fortsatte han.

Og talen giver anledning til lettelse blandt investorerne, vurderer Philip Jagd, der er aktiechef hos Sampension.

- Investorerne har holdt vejret, mens Jerome Powell for sidste gang har været på talerstolen i Jackson Hole som centralbankchef. Nu er spændingen udløst, og de kan drage et lettelsens suk, siger han i en kommentar til talen.

- På den ene side indikerede Powell et øget fokus på risikoen i det amerikanske arbejdsmarked, som kan medføre en mere lempelig pengepolitik og reducere risikoen for en nedtur. På den anden side forsvarede han den amerikanske centralbanks uafhængighed, som er vigtigt for at bevare specielt investorernes tillid til dollar og amerikanske aktiver mere bredt, fortsætter han.

TEKNOLOGIKÆMPER SENDT OP

Blandt vinderne på listen over enkeltaktier var flere af de store teknologinavne, der typisk nyder godt af udsigten til lavere renter.

Alphabet steg eksempelvis med 3,0 pct. til 206,72 dollar, Nvidia blev løftet med 1,7 pct. til 177,96 dollar, Meta Platforms steg 2,1 pct. til 754,79 dollar, og elbilproducenten Tesla fløj allerhøjest med sit plus på 6,2 pct. til 340,01 dollar.

For Nvidia har de seneste dage ellers budt på dårlige nyheder, efter de kinesiske myndigheder har opfordret kinesiske selskaber til at holde op med at bruge H20-chippen til kunstig intelligens fra det amerikanske selskab.

Det har fået Nvidia til at instruere underleverandører i at stoppe produktion af komponenter til H20-chippen, skriver branchemediet The Information ifølge Bloomberg News.

Mødeplatformen Zoom har desuden en glimrende handelsdag, efter at selskabet har løftet forventningerne til resten af året efter et bedre end ventet andet kvartal.

Zoom, der for alvor bragede frem under coronapandemien, hvor mange var tvunget til at arbejde hjemme, stiger fredag med 12,7 pct. til 82,48 dollar.

INTEL I VEJRET EFTER TRUMP-NYT OM EJERANDEL

Chipselskabet Intel er gået med til at give den amerikanske stat en ejerandel på 10 pct., sagde USA´s præsident, Donald Trump, fredag ifølge Bloomberg News.

Den ejerandel er omkring 10 mia. dollar værd.

Udmeldingen kommer efter spekulationer om det samme den foregående uges tid.

I mandags kom det fra anonyme kilder via Bloomberg News frem, at der var tale om en ejerandel på 10 pct., og at planen var at konvertere tilskud fra Chips and Science Act-loven, der blev underskrevet af Joe Biden i august 2022, til aktier.

Intel-aktien steg efter nyheden med 5,5 pct. til 24,80 dollar.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her