18. aug. 2023 kl. 06:32
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Rente i højeste niveau siden 2007 gjorde isæ...

En tiårig statsrente i det højeste niveau siden 2007 var torsdag med til at lægge pres på især de store teknologiaktier, hvilket førte til det største tredagesfald for Nasdaq-indekset siden regionalbankrisen i marts.

Fredag morgen er der faldet lidt ro over markedet. Futures indikerer små udsving i det brede marked, mens tech-aktierne i Nasdaq står til at falde 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Det teknologifokuserede Nasdaq-indeks lukkede 1,2 pct. efter fald onsdag på 1,2 pct. og 1,1 pct. tirsdag. Torsdag var fald på 3,1 pct. til Meta og 2,8 pct. til Tesla med til at presse indekset.

Lidt bedre gik det S&P 500-indekset, som sluttede dagen med et minus på 0,8 pct. lavere, og samme størrelse minus var at finde for Dow Jones-indekset.

Mens mange investorer havde troet, at den amerikanske central bank, Federal Reserve, var færdig med at hæve renten, er det ikke længere en sikker ting, efter at referatet fra det seneste rentemøde antydede, at renteudvalgets medlemmer overvejer en strammere pengepolitik.

Markedsdeltagerne vil nu kigge frem mod næste uges centralbanksymposium i Jackson Hole i USA for at få en stemningsindikator hos centralbankens medlemmer.

- Denne uges nøgletal har ikke givet dem nogen grund til at skifte mening, siger Mike Loewengart fra Morgan Stanley ifølge Bloomberg News.

- Med påbegyndt boligbyggeri, detailsalg og nytilmeldte ledige, der alle styrker billedet af en robust økonomi, kan endnu en renteforhøjelse ikke udelukkes, selv om den amerikanske centralbank fastholder renten i næste måned, fortsætter han.

I øjeblikket er handlernes bud på en pause i renteforhøjelserne i september også klart størst med en sandsynlighed på 89 pct.

Bevægelserne på obligationsmarkederne har været heftige i denne uge, hvor renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation torsdag nåede 4,3237 pct., hvilket er det højeste niveau siden 2007.



CISCO STEG PÅ PROGNOSE

Netværkskæmpen Cisco fremlagde onsdag efter børstid en prognose for første kvartal af det skæve regnskabsår 2023/24, der slog analytikernes forventninger. Det sendte aktien op med 3,3 pct.

Yderligere hæftede investorerne sig også ved, at koncernchef Chuck Robbins peger på en lys fremtid takket være abonnementsbaserede service samt at selskabet kapitaliserer på overgangen til kunstig intelligens-fokuserede datacentre.

I samme sektor fortsatte Intel nedturen med et fald på 2,8 pct. efter onsdagens minus på 3,6 pct., der blev drevet af at mikrochipkoncernen måtte opgive opkøbet af Tower Semiconductor.

STRYG TIL CVS

Sundhedskoncern CVS Health kom i modvind børsen ved udsigt til tabet af en storkunde. Det er sygesikringen Blue Shield, der er i færd med at ryste posen og er på vej ud af CVS´ fold, skriver Wall Street Journal.

Hidtil har CVS Health stået for at forhandle medicinpriser og rabatter hjem for Blue Shield.

CVS dykkede 8,1 pct. og konkurrenten Cigna Group faldt 6,4 pct.

OLIESELSKABER LØFTET AF FOKUS PÅ FORSYNINGER

Energisektoren sluttede med et plus på 1,1 pct. som den eneste sektor i grønt i S&P 500-indekset.

Her sluttede Exxon Mobil med en fremgang på 1,9 pct. og Chevron steg 0,7 pct. efter fremgang til olieprisen.

WTI-olieprisen vendte tilbage over 80 dollar per tønde, idet et stramt udbud tog fokus, hvorved de seneste dages bekymringer om den kinesiske økonomi og den amerikanske pengepolitik, indtog bagsædet.

Detailkæmpen Walmart kom godt ud af andet kvartal og løftede forventningerne til hele året, men det var allerede indregnet af mange investorer, der i stedet fokuserede på en forsigtig tone med hensyn til forventningerne til forbrugerne og den amerikanske økonomi.

Walmart lukkede med et fald på 2,2 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her