03. nov. 2025 kl. 06:32
54 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Mindre rentefald fredag, men stigninger for u...

De amerikanske markedsrenter faldt let tilbage fredag uden de store nyheder, men efter en uge med rentestigninger i kølvandet af en mere høgeagtig tone fra USA´s centralbankchef onsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation satte sig fredag 2 basispoint til 4,08 pct., hvilket var 2 point under rentens niveau, da obligationshandlerne i Danmark gik på weekend.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente falde falde 4 basispunkter til 3,58 pct.

Mandag morgen handles den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ikke på markedet i Tokyo.

Igennem ugen steg den lange tiårige rente med omtrent 8 basispoint, mens den korte toårige statsrente gik op med 10 basispunkter.

De ugentlige stigninger kom til trods for, at Federal Reserve som ventet onsdag sænkede sin toneangivende rente med 0,25 pct.point til 3,75-4,00 pct.

Formanden for banken, Jerome Powell, såede dog efterfølgende på sin pressekonference tvivl om en ellers ventet nedsættelse af renten igen til december, da han talte om et "voksende kor" af medlemmer i chefgruppen, som mere "aggressivt" nu taler imod yderligere lempelse, og da han slog fast, at en sænkning derfor "langt fra" er givet på forhånd.

Powell pegede i den forbindelse også på, at banken jo også flyver noget i blinde, da regeringsnedlukningen i USA, som har stået på siden 1. oktober, betyder, at en del vigtige nøgletal og statistikker ikke er udarbejdet.

- Han mindede i bund og grund markederne om, at Federal Reserve stadig er dataafhængig, og der ikke er nogen data i øjeblikket, siger Gennadiy Goldberg, chef for rentestrategi hos TD Securities, til Reuters.

LANGVARIGE EFFEKTER

Fredag var flere af høgene i centralbankens ledelse også ude med kommentarer om, hvorfor de ikke ser et presserende behov for lavere renter.

En af dem var Jeffrey Schmid, direktør for distriktet i Kansas, der faktisk stemte for en uændret rente onsdag, som i en såkaldt "dissenserklæring" forklarede sin beslutning med inflationsfrygt.

- Jeg tror ikke, at en nedsættelse af den pengepolitiske rente på 25 basispunkter vil gøre meget for at afhjælpe stress på arbejdsmarkedet, som mere sandsynligt end ikke skyldes strukturelle ændringer i teknologi og demografi, skriver Jeffrey Schmid i en såkaldt "dissenserklæring" fredag.

- En nedsættelse kunne dog have mere langvarige effekter på inflationen, hvis Federal Reserves forpligtelse til sit inflationsmål på 2 pct. kommer i tvivl.

Kansas-direktøren var ikke den eneste dissens på denne uges rentemøde i Federal Reserve. Også nyudnævnte Stephen Miran var uenig med flertallet bestående af ti direktører, da han havde ønsket en dobbelt rentesænkning. Det stemte han i øvrigt også for i september, da renten ligeledes blev sænket med 0,25 pct.point.

.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her