27. aug. 2025 kl. 06:32
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter presset tilbage tirsdag - NY

De amerikanske markedsrenter bevægede sig i forskellige retninger tirsdag, da investorerne i den kortere og mellemlange ende tog notits af en succesfuld auktion over toårige statslån og samtidig forberedte sig på lavere centralbankrente ved at sende de effektive renter nedad.

De helt lange renter gik derimod lidt op på grund af Donald Trumps angreb på centralbankens uafhængighed.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 1 basispoint til 4,26 pct.

Onsdag morgen er renten 4,27 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo. Det er 1 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede ned med 5 basispunkter til 3,68 pct.

Onsdag morgen fortsætter rentefaldet i den korte ende. Renten falder til knap 3,66 pct.

Markedsrenterne faldt også fredag, da centralbankformand Jerome Powell holdt tale og åbnede døren noget mere op for en rentesænkning i næste måned. Mandag var der en pause i den udvikling, men tirsdag blev rentefaldet genoptaget.

- Jerome Powells tale fredag var ikke vildt overraskende, hvis man i forvejen som Danske Bank tænkte, at renten i USA skal ned til september. Men fremhævelsen af svagheden i jobmarkedet har betydet, at alle i bussen skal flytte sig mod en rentesænkning. At det fortsætter tirsdag, må være, fordi nogle stadig rykker i deres forventning, forklarer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Han peger samtidig på, at den politiske usikkerhed i Frankrig, hvor landets premierminister, Francois Bayrou, har varslet en tillidsafstemning, han muligvis vil tabe, også betød, at flere penge blev taget ud af Europa og sendes til USA.

I den korte ende af rentekurven var der også hjælp fra en auktion over nye toårige statsobligationer for 69 mia. dollar, da de kursmæssigt blev budt højere op og dermed solgt til en lavere rente end i markedet lige inden.

I den helt lange ende steg renten på den 30-årige statsobligation dog med 3 basispoint til 4,92 pct., hvilket blev taget som udtryk for den øgede usikkerhed omkring Federal Reserves uafhængighed, efter at præsident Donald Trump mandag aften fyrede Lisa Cook, medlem af bankens bestyrelse, for at have afgivet forkerte oplysninger på ansøgninger om realkreditlån.

Lisa Cook har dog afvist fyringen som grundløs og vil stævne præsidenten.

Det er aldrig tidligere sket, at en præsident har benyttet loven om at kunne afskedige bestyrelsesmedlemmer med "gyldig grund".

Lisa Cook startede sin periode i 2022 og den løber officielt til 2038.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her