06. aug. 2025 kl. 14:32
89 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: AI-tvivl sender Super Micro lodret ned i ell...

AI-aktierne i Super Micro Computer og AMD står til massiv modvind på det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor der på indeksniveau ellers er lettere positive takter frem mod handelsstart.

Futuren for det brede S&P 500-indeks stiger 0,1 pct., mens det industritunge Dow Jones indikeres et plus på 0,2 pct. Futuren for det techtunge Nasdaq-indeks går samtidig marginalt frem.

Det følger en småsur stemning tirsdag, hvor svage nøgletal for servicesektoren og nye toldmeldinger fra præsident Donald Trump sendte aktierne baglæns. S&P 500-indeks faldt 0,5 pct., mens Nasdaq endte med et minus på 0,7 pct. Dow Jones gik tilbage med små 0,1 pct.

NEDTUR I VENTE TIL SUPER MICRO COMPUTER

Serverproducenten Super Micro Computer dykker med 17,3 pct. i formarkedet, efter at selskabet er kommet med skuffende forventninger til sit kommende første kvartal, mens resultaterne i fjerde kvartal heller ikke lever op til forventningerne.

Regnskabet stiller spørgsmålstegn ved selskabets evne til at kapitalisere på stigende efterspørgsel på kunstig intelligens, vurderer analytikere ifølge Bloomberg News.

AI-hypen har ellers i løbet af 2025 sendt aktien op med 87,9 pct. fraregnet onsdagens formarkedsdyk.

En anden ombejlet AI-aktie - Advanced Micro Devices - AMD, står også til at komme under pres onsdag. Her falder aktien med 5,4 pct. i formarkedet, da chipproducenten skuffer en smule med indtjeningen i sit andet kvartal.

Regnskabet, som blev offentliggjort efter børslukketid tirsdag, viste et justeret resultat per aktie på 48 cent mod 69 cent i samme periode sidste år, hvor analytikerskønnet på forhånd lød på 49 cent ifølge Bloomberg News.

Et andet sted i techbranchen styrtdykker Snap, som står bag Snapchat, med hele 19,4 pct. i formarkedet efter et regnskab for andet kvartal, hvor særligt indtjeningen skuffer i forhold til analytikernes forventninger.

Trods en stigende omsætning faldt det justerede driftsresultat, EBITDA, til 41,3 mio. dollar fra 55,0 mio. dollar i samme kvartal året før. Her havde analytikerne ventet et resultat på 48,7 mio. dollar.

MCDONALD´S LANGER FLERE BURGERE OVER DISKEN

Den verdensomspændende fastfoodkæde McDonald´s løftede burgersalget i andet kvartal, hvor prisvenlige menuer og populærkulturelle samarbejder lokkede flere kunder til.

Tiltagene i andet kvartal talte blandt andet en særlig menu i forbindelse med biografpremieren på filmen A Minecraft Movie, der er baseret på det populære spil af samme navn, og mersalget af bamser af typen Squishmallows, skriver Bloomberg News.

Dertil lancerede fastfoodkæden i kvartalet en mere prisvenlig menu med chicken strips - panerede kyllingestrimler - til en pris fra 5 dollar.

Aktien stiger 4 pct. i formarkedet.

Underholdningsgiganten Walt Disney har onsdag opjusteret sine forventninger til indtjeningen og løftet prognosen for forlystelsespark- og krydstogtforretningen.

Alligevel sendes aktien ned i formarkedet med 2,6 pct. efter at have ligget i plus op til regnskabet. Et hår i suppen er forventningerne til abonnentvæksten for streamingplatformen Disney+, der synes i underkanten af markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her