22. sep. 2025 kl. 14:01
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Den gode stemning sættes på pause efter reko...

Efter indeksrekorder fredag lader det til, at investorerne tager sig en puster fra ugens start, hvor det peger i retning af en rød åbning.

Futures for de ledende indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - peger alle ned med 0,3 pct.

Det følger en feststemt fredag, hvor de tre indeks lukkede i nye rekorder. S&P 500 sikrede sig et plus på 0,5 pct., mens Nasdaq og Dow Jones steg med henholdsvis 0,7 pct. og 0,4 pct.

På selskabsniveau er det medicinalgiganten Pfizer, som løber med en del af opmærksomheden mandag. Selskabet har bekræftet et milliardopkøb af biotekselskabet Metsera, der arbejder på at udvikle lægemidler til behandling af svær overvægt.

Pfizer betaler 47,50 dollar per aktie i Metsera og yderligere 22,50 dollar, hvis visse milepæle nås. Det svarer til en samlet værdiansættelse af Metsera på op til 7,3 mia. dollar, eller 46,4 mia. kr.

Det sender Metsera-aktien på himmelflugt med 59,4 pct. i formarkedet, mens Pfizer må nøjes med et plus på 1,4 pct.

Eli Lilly, som sammen med Novo Nordisk er sværvægter på markedet for fedmemedicin, falder med 0,8 pct. i formarkedet.

PRES PÅ KRYPTOAKTIER

Kryptoaktier går en svær dag i møde på børsen i New York, hvor de følger nedturen for bitcoin og ether.

Bitcoin falder 3 pct. til 111.998 dollar, mens ether, der betegnes som bitcoins lillebror, tidligere på dagen faldt med hele 9 pct. til 4075 dollar, da næsten en halv mia. dollar i gearede lange positioner i den næststørste token blev likvideret, skriver Bloomberg News med henvisning til Coinglass.

I mandagens formarked taber bitcoininvestoren Strategy 2,1 pct. Selskabet, som tidligere gik under navnet Microstrategy, ejer godt 630.000 bitcoins ifølge kryptoplatformen Bitbo.

Derudover falder kryptobørsen Coinbase med 2,6 pct., mens kryptomineselskabet Mara Holdings ligger med et tab på 3,6 pct. i formarkedet.

Mens kryptovalutaerne tager et dyk, sætter guldprisen atter rekord mandag. Det kommer flere mineaktier til gode med formarkedsplusser på 2,4 pct. og 2,7 pct. til henholdsvis Newmont og Barrick Gold.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her