26. sep. 2025 kl. 14:14
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Intel atter i overhalingsbanen i afdæmpet ma...

Små udsving omkring udgangspunktet præger handlen med amerikanske futures inden starten på Wall Street fredag.

Investorerne kigger i høj grad frem mod inflationsopgørelsen klokken 14.30 dansk tid, der formentlig kan få en afgørende finger med i spillet i forhold til retningen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fremover.

Tidligere i september gennemførte centralbanken sin første pengepolitiske lempelse i år, men yderligere nedsættelser i oktober og december afhænger også af, at inflationen kommer længere ned i gear, samtidig med at økonomien fortsat viser svaghedstegn.

Torsdag faldt de amerikanske aktier, da væksttal for andet kvartal viste sig bedre end ventet, mens den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige samtidig pegede på færre førstegangsledige end ventet i sidste uge.

Hvis det kombineres med en højere end ventet inflationsmåling for august fredag, kan det meget vel få Federal Reserve til at genoverveje fremtidige rentenedsættelser.

Ifølge Oxford Economics er der i forvejen - understreget ved torsdagens tal - ikke nok nedgang i økonomien til at sænke renterne aggressivt.

- Vi venter, at centralbankmedlemmerne vil udskyde den næste rentenedsættelse til december. Der er ikke tilstrækkeligt nedgang til at berettige en aggressiv rute af rentenedsættelser, siger Matthew Martin, der er seniorøkonom for USA hos Oxford Economics, til nyhedsbureauet Reuters.

INFLATIONEN FORTSAT LANGT OVER MÅLSÆTNINGEN

Samtidig slås Federal Reserve også fortsat med, at inflationen er et godt stykke over målsætningen på 2 pct.

Centralbankens foretrukne mål af prisudviklingen, PCE Core, ventes for august at vise en kerneinflation på 2,9 pct. i fredagens måling - og dermed en fastholdelse af niveauet fra juli.

Dermed har den restriktive pengepolitik fortsat ikke kunnet bringe prisudviklingen helt under kontrol, ligesom det eksempelvis er tilfældet de fleste steder i Europa.

INTEL FORTSÆTTER OPTUREN

For fjerde handelsdag i træk ser der blandt enkeltaktierne ud til at være rift om Intel, der stiger med 4,2 pct. til 35,40 dollar i fredagens formarked efter et plus på 8,9 pct. torsdag.

Fredag er det ifølge Bloomberg News kommentarer fra USA´s præsident, Donald Trump, om, at han vil gøre amerikanernes afhængighed af udenlandsk producerede mikrochips mindre, der trækker op, mens det torsdag var en historie om gode chancer for flere investeringer i Intel på vej, der gjorde udslaget.

Også Globalfoundries trækkes fredag med op af historien. Den aktie stiger med 7,2 pct. til 35,19 dollar i formarkedet.

Blandt medicinalselskaberne er der desuden et plus til Merck på 1,3 pct. til 78,60 dollar og til 1,6 pct. til 725,70 dollar til Eli Lilly.

Bristol-Myers Squibb stiger med 1,1 pct. til 43,90 dollar.

Baggrunden her er Trumps trussel om told på receptpligtige lægemidler fra udlandet på 100 pct. fra den 1. oktober - forudsat at det producerende selskab ikke allerede har - eller er i gang med at opføre - produktion i USA.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her