19. sep. 2025 kl. 14:01
212 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Rolig start i vente efter rekorddag

Det tegner til en afdæmpet start på ugens sidste handelsdag i USA, hvor investorerne lader til at tage sig en puster efter en begivenhedsrig uge på det amerikanske aktiemarked.

Futures for det brede S&P 500 og Dow Jones kredser omkring udgangspunktet, mens Nasdaq-futuren tikker op med 0,1 pct.

Det følger rekorder til de tre hovedindeks torsdag i efterdønningerne på årets første pengepolitiske lempelse fra centralbanken, Federal Reserve, onsdag.

Torsdag steg S&P 500 med 0,5 pct., mens Nasdaq gik frem med 0,9 pct. Dow Jones endte med et plus på 0,3 pct.

Federal Reserve sænkede onsdag som ventet sin rente med 0,25 pct.point til 4,00-4,25 pct. Centralbankchef Jerome Powell indikerede efterfølgende, at der vil komme to nedsættelser mere inden nytår.

På en ellers nyhedsfattig fredag går Fedex en fin handelsdag i møde, da logistikkæmpen med sit regnskab for første kvartal klarede sig bedre end ventet med en overraskende vækst.

- Vores indtjeningsvækst understreger succesen af vores strategiske initiativer, da vi udvider vores netværk og reducerer vores betjeningsomkostninger, siger Raj Subramaniam, administrerende direktør i Fedex, i forbindelse med regnskabet.

Årsprognosen fra Fedex, der transporterer 17 mio. pakker hver dag, lyder på en omsætningsvækst på 4-6 pct., mens konsensus på Wall Street lige nu indikerer, at analytikerne blot regner med 1 pct.

Aktien stiger 1,8 pct. i formarkedet.

Investorerne vil formentlig også skele mod chipaktierne fredag, efter at den ellers kriseramte chipproducent Intel torsdag steg hele 22,8 pct., da selskabet har indgået et udviklings- og produktionssamarbejde med Nvidia.

Dertil investerer Nvidia også 5 mia. dollar i Intel.

For nylig købte den amerikanske stat 10 pct. af Intel for 9 mia. dollar. Den investering har således allerede været rigtig god, for den er nu 14 mia. dollar værd.

Nyheden løftede også Nvidia selv, og verdens mest værdifulde selskab gik frem med 3,5 pct.

Fredag falder Intel 0,9 pct. i formarkedet, mens Nvidia går tilbage med 0,3 pct.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her