11. nov. 2025 kl. 14:13
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Småsur start i vente selv om genåbning af re...

Det tegner til at blive en rolig, men rød start på det amerikanske aktiemarked tirsdag, selv om et flertal i Senatet har stemt for et lovforslag, der skal afslutte den historisk lange nedlukning af statsapparatet.

Futuren for det brede S&P 500 falder 0,2 pct., mens Nasdaq-futuren ligger med et minus på 0,4 pct. Dow Jones indikeres omvendt op med 0,1 pct. fra åbningen.

- Beslutningen om at genåbne - selv om regeringen først åbner op om flere dage - er helt klart positiv, og mange mener, at den giver grønt lys for, at det længe ventede "rally" mod slutningen af året endelig kan begynde, lyder det fra analytikere hos Vital Knowledge ifølge Investing.com.

Selv om forslaget blev stemt gennem sent mandag aften, blev der allerede taget forskud på glæderne på ugens første handelsdag. Det sendte S&P 500 op med 1,5 pct., mens Nasdaq fløj i vejret med 2,3 pct. Dow Jones måtte nøjes med et plus på 0,8 pct. mandag.

Inden der igen kan åbnes for de føderale instanser, skal forslaget også i første omgang godkendes af medlemmerne i Repræsentanternes Hus.

Blandt de enkelte selskaber falder Coreweave, der udlejer adgang til kraftfulde AI-chips fra blandt andet Nvidia, 9,4 pct. i formarkedet som følge af en forsinkelse i opfyldelsen af en kundekontrakt.

Det har fået Coreweave til at nedjustere sin omsætningsprognose, og det er et tilbageslag for selskabet, der kæmper for at holde trit med boomet inden for kunstig intelligens, skriver Bloomberg News.

Chipkæmpen Nvidia falder samtidig 1,8 pct. i formarkedet, efter at den japanske investeringsgigant Softbank har solgt ud af Nvidia-aktier for 5,8 mia. dollar.

Paramount Skydance går omvendt en glimrende handelsdag i møde. Aktien stiger 4,7 pct. i formarkedet, da underholdningskoncernen i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal lovede yderligere besparelser på 1 mia. dollar via afskedigelser af 1600 flere ansatte.

Det bringer de årlige reduktioner i omkostningerne i det igangværende regnskabsår op på 3 mia. dollar.

- Næsten 100 dage er gået, siden vi lancerede det nye Paramount, og vi er tilfredse med de hidtidige fremskridt, hedder det i et brev til aktionærerne fra topchef David Ellison.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her