22. sep. 2025 kl. 06:32
17 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Afdæmpet ugestart med fokus på pengepolitisk tale...

Ugen starter med afdæmpede valutabevægelser i den tidlige asiatiske handel mandag efter sidste uges relativt volatile marked i kølvandet af en række pengepolitiske møder i blandt andet amerikanske Federal Reserve, britiske Bank of England og japanske Bank of Japan.

Nu afventer investorerne en række taler fra topfolk i Federal Reserve i løbet af ugen, som potentielt kan giver indikationer om udsigterne for fremtiden for den amerikanske rentebane, efter at centralbanken genoptog den afbrudte lempelsescyklus i sidste uge.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 97,80 mod 97,57 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 97,64 ved indgangen til ugen.

Dermed fortsætter den forsigtige styrkelse af den amerikanske valuta på det bredere marked, der trods onsdagens rentenedsættelse fra Federal Reserve fik de længere renter til at stige.

Det skyldes en vis skuffelse over centralbankens renteudsigter i det pengepolitiske diagram, der godt nok indikerede kommende rentereduktioner på de to tilbageværende møder i Federal Open Market Committee i år, men mod forventning kun pegede på en enkelt rentereduktion i 2026.

Federal Open Market Committee (FOMC) er den amerikanske centralbanks renteudvalg.

Nu rettes interessen så mod de to håndfulde taler fra medlemmer af FOMC, inklusive centralbankchef Jerome Powell, i indeværende uge, mens investorerne fortsat evaluerer økonomien og Federal Reserves uafhængighed, der er under stærkt pres fra præsident Donald Trump.

- Der er mulighed for, at talerne kan påvirke valutamarkedet. Den, jeg tror ville være mest interessant for markederne, er talen fra Stephen Miran, fordi markedet gerne vil have et indtryk af, hvad han mener om Federal Reserves uafhængighed, og hvilken indflydelse præsidenten kan have og den slags, siger cheføkonom Joseph Capurso fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Stephen Miran blev fornylig udnævnt medlem af Federla Reserves bestyrelse af Donald Trump, der dermed fik placeret en støtte til hans politiske krav om rentereduktion i det pengepolitiske udvalg.

Stephen Miran forsvarede fredag sin status som uafhængig politiker efter at have plæderet for en større rentenedsættelse på 50 basispoint på sidste uges møde og lovede at komme med en detaljeret argumentation for sine synspunkter i en tale senere mandag.

Japanske yen svækkes efter en korvarig styrkelse fredag efter det pengepolitiske møde i Tokyo. Den korvarige støtte til yen kom fra et skifte i Bank of Japans retorik, der indikerer en øget udsigt til en kortsigtet renteforhøjelse.

Men den politiske magtkamp i landet om premierministerposten overskygger centralbankens muligheder for at stramme pengepolitikken, og binder guvernør Kazuo Uedas hænder, indtil set regerende LDP-parti har fuldet en afløser for den afgående premierminister Shigeru Ishiba.

Pund sterling er svækket til et to-ugers lavpunkt. Valutaen presses af indenlandsk modvind efter en forøgelse af den britiske låntagning og en nulrentebeslutning fra Bank of England torsdag.

Centralbanken pegede på den politiske udfordring med at balancere vækst og inflation, hvilket får indflydelse på den næste forventede rentenedsættelse.

- Vi har skubbet vores prognose for det næste tiltag ind i 2026. Men da det stort set allerede er indregnet, og da pund-investorernes opmærksomhed er direkte fokuseret på den britiske finanspolitik, er vi fortsat af den opfattelse, at sterling vil være på tilbagetog ind i efteråret og potentielt derefter, siger valutachef Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.

Dollar koster mandag morgen 148,31 yen mod 147,89 yen fredag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1730 dollar mod 1,1757 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3460 dollar mod 1,3482 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her