27. nov. 2025 kl. 05:56
3416 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar svækkes igen - markedet stålfast på ny rentenedsættelse

Valuta: Dollar svækkes igen - markedet stålfast på ny rentenedsættelse

Den amerikanske dollar svækkes torsdag en spids for fjerde handelsdag i træk, idet investorerne på vej ind i Thanksgiving-pausen fortsat og nærmest tiltagende er overbeviste om, at der kommer endnu en rentenedsættelse om to uger.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har nemlig skemasat årets sidste rentemøde i rentekomitéen Federal Open Market Committee (FOMC) den 9. og 10. december, og efter flere kommentarer fra centralbankfolk i sidste uge om, at der nok alligevel er plads til yderligere en lempelse, er markedet også tippet i den retning.

Dollarindekset, der måler den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, falder torsdag for fjerde handelsdag i rap.

Faldet er på 0,2 pct. til 99,45.

Skæver man til det tunge kryds mod euro, er dollar torsdag svækket til 1,1602 dollar per euro fra 1,1590 dollar per euro ved dansk lukketid onsdag.

Over for yen er dollar svækket til 155,93 yen per dollar fra 156,42 yen per dollar, da de danske handlere gik hjem onsdag.

John Williams, der er næstkommanderende hos Federal Reserve og også chef for centralbankens lokale afdeling i New York, satte fredag i sidste uge gang i håbene om yderligere en lempelse, da han med henvisning til blødhed i arbejdsmarkedet pegede på plads til en rentenedsættelse mere.

Den udtalelse er siden blev bakket op af flere andre centralbankmedlemmer, og det har fået investorerne til at øge forventningerne til en rentenedsættelse ved decemberrentemødet gevaldigt.

Torsdag morgen peger handlen med rentefutures på en sandsynlighed på godt 80 pct. for en nedsættelse på 25 basispoint ved rentemødet. For en uge siden var tallet under 30 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Måske vil dette også interessere dig