05. nov. 2025 kl. 09:57
52 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas-topchef om aktietilbagekøb: Det er en pæn tak til ...

Vindmølleproducenten Vestas krydrer et uventet stærkt regnskab for tredje kvartal med igangsætningen af et aktietilbagekøbsprogram på godt 1 mia. kr.

Det er en "pæn tak til aktionærerne for tålmodighed" efter en periode med lavere afkast.

Det siger Vestas´ administrerende direktør, Henrik Andersen i et interview med MarketWire efter regnskabet onsdag morgen.

- Vi har det bedste resultat i fem år, hvis man kigger både på indtjeningen per aktie og på afkastet af den investerede kapital. Det er rart, for det er løbende 12 måneders kalkulationer. Nu kan vi se, at det vi har lavet, er i den rigtige retning, siger Henrik Andersen.

- Det går rigtig godt i onshore, og vi er i god gænge med den her "ramp-up" på vores havvind. Det resulterer i, at vi nok til nogens overraskelse her til morgen annoncerer, at vi køber aktier tilbage for godt en milliard danske kr.

- Det er en pæn tak til aktionærerne for lidt tålmodighed igennem de sidste år, hvor vi har lavet store investeringer og strategiske tiltag på havvind og andet. Det har vi ikke spurgt aktionærerne om penge til, men de har ikke fået det afkast, som de skulle have. Nu betaler vi noget tilbage ved at købe nogle aktier tilbage igen, siger Henrik Andersen.

Han kalder præstationerne i tredje kvartal for "en holdpræstation", og på baggrund af udviklingen i årets første ni måneder præciserer vindmølleproducenten forventningerne til hele året.

Vestas venter for hele året nu en omsætning på 18,5-19,5 mia. euro og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på 5-6 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 18-20 mia. euro og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på 4-7 pct.

I tredje kvartal har Vestas skabt et driftsresultat, EBIT, før særlige poster på 416 mio. euro mod 235 mio. euro i samme periode sidste år. Analytikerne havde kun ventet en fremgang til 334 mio. euro.

Fremgangen er særligt drevet af landvindforretningen.

- Det er vores landvindsaktiviteter, der i meget høj grad performer, og også overperformer i forhold til, hvor vi startede i år. Det er vi superglade for, siger Henrik Andersen.

Inden for havvind fortsætter opskaleringen af aktiviteten på fabrikkerne, hvor der i øjeblikket produceres møller til to projekter under opførelse.

- Vi har nu mere end en halv gigawatt til at stå ude i de to projekter. Der kommer møller ud, hvis ikke hver dag, så i hvert fald hver uge eller hver anden uge. Så det, der går godt, det er i princippet, at vi har ting, der kommer ud af vores fabrikker.

- Vi betaler stadigvæk mere for, at vi kan komme ud af fabrikkerne, fordi vi investerer i den fabrikskapacitet. Det er det, vi stadigvæk arbejder med, ellers havde det set endnu bedre ud, siger Henrik Andersen om de store investeringer i havmølleforretningen, der her og nu belaster koncernens samlede indtjeningsmarginer.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her