29. okt. 2025 kl. 16:19
67 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktiechef om Nvidias store milepæl: Ganske enkelt helt vildt

Det er ganske enkelt helt vildt.

Sådan lyder reaktionen fra aktiechefen i Sampension, Philip Jagd, efter at chipkongen Nvidia onsdag har rundet en markedsværdi på 5000 mia. dollar som det første selskab nogensinde.

- I juli blev Nvidia det første selskab nogensinde til at opnå en markedsværdi på 4000 mia. dollar. Og nu under fire måneder senere passerer selskabet så en ny imponerende milepæl ved at runde 5.000 mia. dollar – eller hvad der svarer til 35.500 mia. danske kroner. Det er ganske enkelt helt vildt, siger Philip Jagd.

Nvidia har reddet på en bølge af markante aftaler med andre store spillere inden for kunstig intelligens, hvor der de seneste måneder er blevet præsenteret den ene milliardaftale efter den anden.

Senest med en aftale med Nokia om udvikling af netværksudstyr med AI og en aktiepost i den finske teleudstyrsproducent sendte det aktien op med 5 pct.

Samtidig har forsonende toner mellem USA og Kina - og herunder snak om måske at ophæve eksportforbuddet på Nvidias Blackwell-mikrochip til Kina - været med til at skubbe optimismen endnu et nøk i vejret.

Det har også hevet det samlede amerikanske aktiemarked op i rekordterritorium.

- Samtidig har den positive udvikling i Nvidias aktiekurs også bidraget til, at det amerikanske aktiemarked har nået nye højder i år, da Nvidia i kraft af sin markedsværdi fylder mere og mere i indekset, siger Philip Jagd.

Om Nvidia på sigt kan runde 6000 mia. dollar i markedsværdi er ifølge aktiechefen ikke til at spå om - men "en tillokkende tanke", lyder det.

- Det kommende regnskab vil blive retningsgivende på den korte bane, mens den længere bane afgøres af Nvidias evne til at opretholde sin dominerende markedsposition og ditto imponerende profitabilitet. Begge dele synes næsten for gode til at være langtidsholdbare, siger Philip Jagd.

Nvidia-aktien ligger onsdag med et plus på 3,5 pct. i 208,17 dollar.





.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her