08. maj 2026 kl. 07:24
117 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Hele C25 er farvet rødt - Genmab dratter fra åbningen

Aktier/åbning: Hele C25 er farvet rødt - Genmab dratter fra åbningen

Det danske aktiemarked er slået bak fra åbningen fredag, hvor særligt Genmab gør en negativ figur oven på sit kvartalsregnskab torsdag efter børslukketid.

De amerikanske aktier dykkede torsdag efter nye gnidninger mellem USA og Iran, og det afspejler sig tydeligt på finansmarkeder, hvor renter og olieprisen, mens aktierne daler.

Iran beskyldte torsdag USA for at bryde våbenhvilen ved at angribe en iransk olietanker. Ifølge USA's præsident, Donald Trump, gælder våbenhvilen dog stadig. Han omtaler angrebet som "a love tap".

C25-indekset falder fra åbningen med 1,3 pct. til 1733,07 og samtlige C25-aktier er farvet røde.

Værst går det Genmab, der falder 6,6 pct. til 1640,50 kr., oven på sit kvartalsregnskab. Det indeholder uændrede forventninger og en salgsvækst på 25 pct. til 896 mio. dollar og en driftsindtjening på 180 mio. dollar.

Regnskabet kom efter børslukketid torsdag og sendte aktien baglæns i USA, hvor den amerikanske notering lukkede 2 pct. lavere end slutniveauet i København. Med til historien hører, at amerikanske aktier generelt dykkede torsdag.

Genmab varsler i øvrigt data fra yderligere et fase 3-studie i år.

NOVO FALDER TRODS PÆNE RECEPTTAL

I samme branche fortsætter Novo Nordisks vægttabstablet, Wegovy-pillen, de positive takter i USA målt på de seneste recepttal.

Novos Ozempic-pille, eller Rybelsus som den før hed, bliver i USA i øvrigt nu tilgængelig i Amazon Pharmacys receptpligtige automater, som fungerer ligesom sodavandsautomater, hvor produktet blot er skiftet ud med medicin. Det skriver branchemediet Endpoints News.

Novo falder fra morgenstunden med 1 pct. til 292,55 kr.

Fra børshusene er der kommet justeringer af Demant og GN.

Demant får hævet kursmålet til 215 kr. fra 200 kr. hos den franske storbank BNP Paribas efter høreapparatselskabets kvartalsopdatering. Anbefalingen er "neutral". Demant taber 0,8 pct. til 236 efter stigninger onsdag og torsdag på henholdsvis 13,3 pct. og 2,6 pct. oven på kvartalsopdateringen.

GN får sænket kursmålet til 115 kr. fra 128 kr. hos finanshuset DNB Carnegie efter selskabets regnskab for første kvartal og nedjustering af forventningerne til hele året. Anbefalingen er dog fortsat "køb". GN taber 1,9 pct. til 94,84 kr.

Chemometec får gentaget sin købsanbefaling, men sænket kursmålet hos DNB Carnegie til 450 kr. mod tidligere 725 kr. Aktien falder 0,6 pct. til 320,30 kr.

For NNIT er det fortsat trængselstider. Selskabet nedjusterer forventningerne efter et første kvartal, der har udviklet sig dårligere end ventet. Selskabet venter i 2026 nu en omsætningsvækst i faste valutaer i det negative encifrede område og en koncern-EBIT-margin ekskl. særlige poster på 4-7 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst på 0-5 pct. og en driftsmargin på 6-9 pct.

Aktien falder 7,3 pct. til 41,70 kr.

Også MT Højgaard er kommet skidt fra start og falder 3,1 pct. til 328,50 kr. oven på sit regnskab, hvori årsforventningerne fastholdes.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 294 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig