Især Mæsk, men også Novo Nordisk, NKT og Vestas bidrager torsdag til, at det danske aktiemarked - målt på C25 indekset - halter betragteligt efter det øvrige Europa.
Samlet falder det danske eliteindeks torsdag middag 1,1 pct. til 1919,86 kr., mens det fælleseuropæiske brede Stoxx 600-indeks samtidig ligger 0,3 pct. højere.
- Det, som rør sig og en af årsagerne til, at vi ser en stigning også i Europa, det er regnskabet fra taiwanske TSMC i morges, som kører over i ASML i Europa, og det er med til at drive Europa, bemærker aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen.
TSMC en blandt verdens førende producenter af halvledere, og i Europa er hollandske ASML fremtrædende inden for produktion af udstyr til netop fremstilling af halvlederen. Så dagens positive taiwanske regnskab og varsling af store investeringer i produktionskapacitet løfter de europæiske teknologiaktier.
Dem er der bare ikke så mange af i det danske indeks, og det forklarer ifølge Otto Friedrichsen en stor del af forskellen på den specifikt danske og den europæiske udvikling.
- Uden for teknologi er udviklingen mere afdæmpet - selv om finans klarer sig ganske fornuftigt, konstaterer aktiestrategen.
MÆRSK SEJLER IGEN GENNEM DET RØDE HAV
I bunden af C25 ligger torsdag middag aktien i Mærsk med et fald på 6,2 pct. til 14.835 kr. for B-aktien. Rederiet har torsdag formiddag oplyst, at det genoptager sejlads gennem Det Røde Hav på fast basis.
Netop lukning af den noget kortere rute mellem Fjernøsten og USA på grund af konflikterne i Mellemøsten har henvist rederierne til en omvej syd om Afrika og dermed øget fragtraterne og øget indtjeningen ved containertransport. Genåbningen af passagen trækker rateudviklingen i modsatte retning.
Derudover er Mærsk torsdag belastet af en analyse fra den amerikanske storbank JPMorgan. Den forudser, at når rederierne kommer med forventningerne til 2026, vil de være drevet af svagere efterspørgselsudsigter i forhold til en øget udbudsstigning drevet af løbende leverancer og kortere rejsetider gennem Rødehavet. De vil alene medføre en effektiv kapacitetsvækst på 8 pct. år-til-år.
For Mærsk betyder det, at storbanken halverer sit kursmål for 2027 til 8000 kr. per aktie.
NYE KURSMÅL
NKT er med i bunden af indekset med et fald på 3,1 pct. til 786,50 kr. Kursmålet for kabelproducenten er sænket til 483 kr. fra 536 kr.,, og salgsanbefalingen gentages hos Goldman Sachs.
Med blandt de nederste aktier i C25-indekset er også Vestas med et fald på 1,6 pct. til 185,60 kr., og Novo Nordisk, som taber 1,9 pct. til 371,10 kr.
Torsdag har Novo ellers fået løftet sit kursmål hos schweiziske UBS til 390 kr. fra 295 kr.
Otto Friedrichsen ser en sammenhæng mellem ganske positive takter for især Novo i årets første handlesuger og efterfølgende fald for aktien.
PANDORA PÅ PINEBÆNKEN
Pandora taber 1,2 pct. til 548,80 kr. og fortsætter dermed den negative udvikling, som har præget smykkeaktien siden årets begyndelse med nedjusteringen i sidste uge og rekord på rekord til sølvpriserne.
Torsdag har aktien været forbi hele tre børshuse, der har sænket kursmålet for aktien, og hos franske BNP Paribas er anbefalingen også blevet sat ned.
Anbefalingen er nu "neutral" fra tidligere "outperform", og kursmålet er skåret til 625 kr. fra 1180 kr. Hos Morgan Stanley er kursmålet sideløbende sænket til 650 kr. fra 910 kr. Også canadiske RBC har sænket kursmålet.
Sølvpriserne har natten til torsdag sat rekord i 93,75 dollar for en troy ounce, men er siden faldet til 91,14 dollar.
TRYG OG FLSMIDTH I TOPPEN
Øverst i C25-indekset ligger FLSmidth med et plus på 1,3 pct. til 512,50 kr., og Tryg løftes 1,2 pct. til 162,20 kr.
Det sker uden selskabsspecifikke nyheder.
Zealand Pharma følger med og stiger 0,6 pct. til 415,80 kr.
Ifølge Danske Bank sidder biotekselskabet med det bedste amylinmolekyle på hånden.
Det skriver banken i et notat, hvor analytikerne Carsten Lønborg Madsen og Håkon Hemme Bro Jørgensen varmer op til et begivenhedsrigt første halvår af 2026.
- Vi mener, at Petrelintid er det bedste molekyle. Sammenlignet med sine amylin-pendanter mener vi, at Petrelintid kan være "best-in-class", da det har det mest favorable forhold mellem vægttab og tolerabilitet, skriver analytikerne forud for fase 2-data med midlet.
Danske Bank har fået hævet sit kursmål hos SEB. Her gentages anbefalingen "køb", mens kursmålet sættes op til 360 kr. fra 320 kr.
Bankaktien, der onsdag satte rekord, stiger yderligere 0,3 pct. til 325,20 kr.
TIVOLI OPJUSTERER
Blandt sidepapirerne gør Tivoli sig bemærket med en opjustering af forventningerne.
Selskabet venter for 2025 nu en omsætning i niveauet 1,345 mia. kr. og et resultat før skat i niveauet 155 mio. kr. Parkens senest udmeldte forventninger for 2025 lød på en omsætning i niveauet 1,325 mia. kr. samt et overskud før skat i niveauet 145 mio. kr.
Aktien stiger 0,7 pct. til 608 kr.
.\\˙ MarketWire