12. jan. 2026 kl. 10:15
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk til tops i uropræget rødt marked

Aktier/middag: Mærsk til tops i uropræget rødt marked

Mærsk-aktierne er røget til tops i middagshandlen på det danske aktiemarked på fornyet bekymring om Mellemøsten. Overordnet er det dog noget, der tynger humøret generelt.

- Det ser en smule rødt ud, men der er ikke tale om noget markant udsalg, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Helt i bund ligger NKT med et fald på 3,8 pct. til 782,50 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Samlet falder eliteindekset, C25, 0,5 pct. til 1897,01 og følger dermed den europæiske trend med små fald.

MÆRSK SEJLER FREM

Mærsk ligger med et pænt plus på 2,9 pct. for både A- og B-aktien til henholdsvis 15.470 kr. og 15.540 kr.

- Uroen i Mellemøsten kan presse raterne op, og det påvirker Mærsk, siger Mads Zink.

- Ellers er det især analysenyt, der påvirker selskaberne i dag, siger han.

Anbefalingen af Carlsberg er hos franske BNP Paribas Exane blevet løftet til "outperform" fra "neutral", og samtidig er kursmålet skruet op til 1000 kr. fra 850 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Carlsbergs falder dog 0,6 pct. til 840 kr.

Pandora har omvendt fået en stribe sænkede kursmål, siden smykkeselskabet nedjusterede sine forventninger til hele 2025 i fredags.

UBS barberer sit kursmål med 100 kr. til 555 kr. fra 655 kr., mens JPMorgan har skåret sin anbefaling til 765 kr. fra 845 kr. UBS anbefaler stadig "sælg" af Pandora, mens JPMorgan har anbefalingen "neutral". Endelig har Jyske Bank, som fortsat har anbefalingen "køb", sænket sit kursmål til 880 kr. fra 1100 kr.

Pandora venter nu en organisk vækst på 6 pct. i 2025 mod tidligere 7-8 pct. Nedjusteringen skyldes især et dårligere resultat fra Nordamerika i fjerde kvartal, hvor julesalget har skuffet.

Udsalget i smykkeaktien fortsætter mandag med et minus på 2 pct. til 576,20 kr. efter et dyk på hele 13 pct. fredag.

For Netcompany er det også gået ned ad bakke, idet selskabet har fået sænket sin anbefaling til "undervægt" fra "ligevægt" hos det amerikanske børshus Morgan Stanley. Kursmålet er i samme ombæring løftet 20 kr. til 332 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

- Det er analysen fra Morgan Stanley - men det er en analyse for hele sektoren, de er ude med i dag, så det er ikke kun Netcompany, der er berørt, siger Danske Banks chefhandler.

Netcompany falder 5,5 pct. til 339,40 kr.

DSV HAR LUKKET MINDRE FRASALG

Der er også nyheder om både DSV og Tryg, mens DFDS har peget på en ny topchef.

DSV skiller sig efter en strategisk gennemgang af med den amerikanske transport- og logistikforretning USA Truck, der er blevet solgt til amerikanske UTAC.

Transaktionen blev lukket fredag, oplyste DSV kort før midnat fredag. Ifølge USA Truck selv har selskabet 1800 lastbiler og 6000 trailere samt en bred palette af logistikprodukter at byde på.

- I tredje kvartal 2025 generede US Truck et nettotab på 14 mio. dollar som følge af faldende volumen og faldende spotpriser på det amerikanske vejtransportmarked. Vi ser frasalget som positivt, man får effektiviseret forretningen, får skåret et tabsgivende forretningsben af og bliver igen mere asset-light, hvilket er en af DSV’s styrker, siger Haider Anjum, der er senioranalytiker i Jyske Bank.

- Det frigiver samtidig kapital og tid, hvilket giver mulighed for at fokusere og styrke integrationsprocessen af DB Schenker. Samtidig kan man bringe gælden yderligere ned og komme tættere på at kunne igangsætte et kommende aktietilbagekøbsprogram, siger han.

DSV-aktien falder på linje med markedet med 0,3 pct. til 1676 kr.

Forsikringskoncernen Tryg har fået sænket sit kursmål hos norske ABG Sundal Collier til 185 kr. fra 193 kr. Anbefalingen er dog fortsat i positivt terræn på "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News. Tryg-aktien falder marginalt med 0,1 pct. til 159,10 kr.

DFDS stiger omvendt med 2,4 pct. til 280 kr., efter at rederiet har peget på Michael Hansen, der kommer fra en tilsvarende stilling i Hempel, som ny topchef.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 83 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig