En række af de danske medicinalselskaber har været under analytikernes kærlige behandling, og det kan tage noget opmærksomhed i fredagens handelsstart. Det er Lundbeck, Coloplast og Zealand Pharma, der alle har fået sat kursmålene ned.
Danske Bank og Nordea har været gennem Jefferies' regneark, og det har givet nogle højere kursmål til dem begge.
Samlet peger det på en rolig start med en underliggende positiv note, da den tyske Dax-future peger op med 0,2 pct og de amerikanske ligger med marginale plusser inden handelsstart.
Torsdag endte C25-indekset 0,3 pct. lavere i 1892,64. Men indekset er fortsat steget 3,8 pct. i år mod en stigning på 2,6 pct. hele sidste år.
Fredagens absolutte højdepunkt bliver dog den amerikanske jobrapport for december, der lander midt på eftermiddagen. Den kan få betydning på det kommende rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, den 28. januar. Det er nemlig det amerikanske arbejdsmarked, der er i fokus - og eventuelle svaghedstegn vil blive gransket nøje.
Hos Jyske Bank følges jobrapporten ligeledes tæt.
- Arbejdsløsheden er steget med 0,5 procentpoint over det seneste halve år, og en yderligere stigning vil øge presset på Fed for at sænke renten igen, skriver banken i en kommentar og fortsætter:
- Forventningen er, at beskæftigelsen er steget moderat, mens arbejdsløsheden ventes at falde til 4,5 pct. Pengemarkederne indpriser i øjeblikket mindst to rentenedsættelser fra Fed i løbet af året.
MEDICOAKTIER UNDER LUP
Den seneste tids prispres på markedet for vægttabsmidler har fået Jefferies til at skære dybt i sit kursmål for Zealand Pharma, der dog stadig berettiger til anbefalingen "køb".
Det fremgår af et notat fra investeringsbanken, der betegner købscasen i forhold til Zealand Pharma som "overbevisende". Ifølge børshuset er alene værdien af vægttabskandidaten Petrelintid og Zealands kassebeholdning mere end nok til at understøtte den nuværende aktiekurs.
Kursmålet rundbarberes imidlertid til 630 kr. fra 1050 kr. Zealand-aktien lukkede torsdag 0,1 pct. højere i 424,40 kr., men er faldet 9 pct. siden årsskiftet.
- Den aktuelle aktiekurs indikerer alene et topsalg på 1,5 mia. dollar for Petrelintid mod Jefferies' estimat på 6 mia. dollar, hvilket forekommer for voldsomt og sandsynligvis ligger langt under partneren Roches forventninger, skriver Jefferies-analytiker Lucy Codrington og hendes team.
I samme sektor har Lundbeck fået skåret sit kursmål til 35 kr. fra 39 kr. af Jefferies.
Her er det også Lucy Codrington, der har været i gang - og hun gentager i samme ombæring den negative anbefaling "underperform", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Lundbeck-aktien endte torsdag med et plus på 3,3 pct. i 44,36 kr.
Coloplast har også fået sat kursmålet ned med 50 kr. til 625 kr. af amerikanske Goldman Sachs, fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen "neutral" fastholdes.
Medicoaktien steg torsdag 0,1 pct. til 563,80 kr.
Som en sidebemærkning er Novo Nordisk steget fem dage i træk - det er ikke sket siden september. Aktien gik 1,1 pct. frem torsdag til 370,35 kr. og er steget 22 pct. siden den amerikanske godkendelse af pilleudgaven af Wegovy lige før jul.
BANKER UNDER LUP
Jefferies har også været på dansk bankvisit hos Danske Bank og Nordea, og begge har fået sat kursmålene op, fremgår det af Bloomberg News.
For Danske Bank hæves kursmålet til 310 kr. fra 292 kr., og anbefalingen forbliver "hold", mens Nordeas kursmål hæves til 133,01 kr. fra 124,66 kr. med en uændret købsanbefaling.
Danske Bank gik torsdag 0,2 pct. frem til 314,50 kr., mens Nordeas aktie steg 0,1 pct. til 121,80 kr.
Blandt sidepapirerne kommer Matas, der faldt 0,2 pct. torsdag til 125,20 kr., med en handelsopdatering dækkende det forskudte tredje kvartal. Materialistkæden venter i det skæve regnskabsår en omsætningsvækst i lokal valuta på 3-7 pct.
.\\˙ MarketWire