Det er svært at komme uden om den danske energikæmpe Ørsted tirsdag, efter at selskabet sent mandag fik medhold ved en amerikansk domstol.
Dog stjæler Novo Nordisk en smule af rampelyset med flere udmeldinger på en amerikansk sundhedskonference. Udmeldinger der tilsyneladende blev taget positivt imod i af investorerne i USA.
Derudover indikerer futures i Europa en grøn start på tirsdagen, efter at det danske C25-indeks lukkede mandagen med minus 0,2 pct. til 1902,04. Her stiger futuren for det tyske DAX-indeks også, som ofte er en god rettesnor for det danske marked, med 0,1 pct.
I USA var der også plusser at spore mandag, mens futures tirsdag indikerer en åbning med minusser på mellem 0,1 pct. til 0,2 pct.
I Asien er der dog fortsat grønne tal at spore på aktiemarkederne, hvor et såkaldt lynvalg i Japan blandt andet har givet investorerne fornyet appetit på markedet. For de europæiske indeks tegner det tilmed også til en grøn dag med fine plusser.
ØRSTED FÅR MEDHOLD I USA
Ørsted fik mandag aften en tilladelse til at genoptage opførelsen af havvindprojektet Revolution Wind, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, den 22. december nedlagde en ordre om arbejdsstop på fem havvindmølleparker ud for USA's østkyst, herunder Revolution Wind.
Det er en afgørelse, som har stor betydning for Ørsted, eftersom selskabet stod til at miste flere millioner kroner, for hver dag byggeriet stod stille. Dertil vurderer investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, at den positive nyhed kan betyde en stigning til Ørsted på op til 5 pct.
- Investorerne vil formentlig tolke dommen som, at der næppe kommer en 3. gang; at Revolution Wind arbejdet bliver færdiggjort i løbet af de kommende måneder, og at Sunrise derefter også bliver bygget færdig næsten til tiden, skriver han i en kommentar.
Ørsted oplyser selv i en meddelelse efter afgørelsen, at man vil genoptage arbejdet på Revolution Wind "så hurtigt som muligt". Selskabet oplyser desuden, at det vil samarbejde med den amerikanske administration om en løsning.
- Revolution Wind vil tage stilling til, hvordan vi bedst muligt kan samarbejde med den amerikanske administration for at finde en hurtig og holdbar løsning, skriver Ørsted.
Ørsted lukkede handelsdagen i Danmark med at fald på 2,2 pct til 127,65 kr.
PÆNE STIGNINGER TIL NOVOS ADR-NOTERING
Novo Nordisk regner nu med, at markedet for vægttabspiller vil vokse sig ganske, ganske stort, og den danske farmakoncern ser nu, at piller kan tage en markedsandel på mere end en tredjedel.
- I vores første antagelse dominerede injektionspræparater markedet, og piller spillede en mindre rolle, siger Ludovic Helfgott, direktør for produkt- og porteføljestrategi hos Novo Nordisk, til Reuters mandag i forbindelse med en sundhedskonference arrangeret af investeringsbanken JPMorgan Chase.
På samme sundhedskonference meldte selskabets topchef, Mike Doustdar, ud, at Novo estimerer, at der er omkring 1,5 mio. patienter på det amerikanske marked, som bruger en kopiversion af forskellige populære vægttabsmidler - herunder Novo Nordisk-midlet Wegovy.
Novo Nordisks fald på det danske marked med 0,6 pct. blev i USA vendt til et plus, hvor selskabets amerikanske notering steg med 1,8 pct. og fortsatte op i eftermarkedet med 1 pct.. Dermed er niveauet i USA 2 pct. over lukkeniveauet i Danmark.
Udover Ørsted og Novo Nordisk var der efter lukketid mandag også en stribe løftede kursmål til Vestas, Nordea og DSV.
Vestas får løftet kursmålet til 200 kr. fra 165 kr. af RBC, der fastholder anbefalingen "outperform", viser data fra Bloomberg. For Nordea gælder det et kursmålsløft fra finanshuset DNB Carnegie til 145,12 kr. fra 128,64 kr. og en fastholdelse af anbefalingen "køb".
DSV får løftet kursmålet til 1900 kr. fra 1800 kr. af den britiske storbank Barclays, der samtidig fastholder den varme købsanbefaling "overvægt", viser data fra Bloomberg.
.\\˙ MarketWire