23. aug. 2023 kl. 09:24
91 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Bavarian med kæmpe stigning i smågrønt marked

Bavarian-aktien brager i vejret fra start onsdag, efter at vaccineselskabet har aflagt regnskab, der viser en markant fremgang over hele linjen.

Det sker i et generelt positivt marked, der følger trop på stigningerne i Europa.

Blandt sidepapirerne har blandt andet også Sydbank aflagt et regnskab, der var bedre end ventet. Det sender aktien op.

Onsdag åbner C25-indekset med et plus på 0,5 pct. til 1766,52 kr.

BAVARIAN MED MARKANT VÆKST

Bavarian har haft et stærkt andet kvartal, der har budt på fremgang over hele linjen. Samlet set endte Bavarians omsætning på 1986,6 mio. kr. i andet kvartal mod 536,7 mio. kr. i samme kvartal 2022.

Bundlinjen viser et overskud på 538,1 mio. kr. mod et tab på 237,2 mio kr. i perioden året forinden.

Resultatet for kvartalet og hele året afhænger i høj grad af udviklingen i salget af selskabets koppevaccine, der har været storsællerten siden udbruddet af abekopper, mpox, i 2022. Det har skabt stor efterspørgsel efter vaccinen og kastet utallige ordrer af sig.

Aktien stiger hele 11,7 pct. til 166 kr. Det sker efter en markant stigning på 5,9 pct. tirsdag.

SYDBANK LEVERER BEDRE END VENTET

Investorerne sender fra start Sydbank-aktien op efter et stærkere regnskab end ventet. På bundlinjen er resultatet blevet mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

Basisindtjeningen, der udgøres af nettorente- og gebyrind-tægter, steg i perioden til 1754 mio. kr. fra 1199 mio. kr. i samme periode året før.

Analytikerne havde til sammenligning ventet en stigning til 1720 mio. kr., fremgår det af estimater indsamlet indsamlet af Sydbank selv.

Aktien stiger 1,1 pct. til 342,20 kr.

Foruden Sydbank har kollegaen Danske Andelskassers Bank også aflagt regnskab, der viste fremgang på top- og bundlinje. Aktien ligger uændret ved åbningen i 10,15 kr.

Også Cbrain er regnskabsaktuel og kan fremvise pæne stigninger i både omsætning og indtjening.

Cbrain stiger 3,6 pct. til 151,20 kr.

ØRSTED FÅR VIGTIG GODKENDELSE I USA

Ørsted tog tirsdag endnu et vigtigt stik hjem på det udfordrede amerikanske marked, da den danske energikæmpe fik en godkendelse fra de føderale myndigheder i USA - en positiv såkaldt "record of decision" af opførelsen af Revolution Wind.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bureau of Ocean Energy Management, BOEM.

Revolution Wind er et havvindprojekt på 704 megawatt, MW, som Ørsted ejer i fællesskab med Eversource.

Ørsted-aktien stiger 1,5 pct. til 541,40 kr.

ZEALAND PHARMA-AKTIER PÅ UDSALG

Zealand Pharma er fra start under pres, da storinvestoren Danmarks Eksport- og Investeringsfond sælger sin aktiebeholdning på i alt 1,92 mio. akter med en rabat på 5,7 pct. til 260 kr.

Efter salget vil fonden ikke længere eje aktier i Zealand Pharma.

Zealand Pharma-aktien falder 2,1 pct. til 270 kr.

Blandt de øvrige sidepapirer kan betonproducenten H+H noterer sig, at Carnegie har sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra tidligere "køb".

Kursmålet for aktien er desuden blevet skåret med 36 pct. til 80 kr. fra førhen 125 kr.

H+H falder 2,5 pct til 78 kr.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her