17. jan. 2024 kl. 09:19
134 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: C25 malet i rødt - alle aktier falder

Rockwool får negativ opmærksomhed fra start i onsdagens indledende handel, hvor alle aktier i det danske eliteindeks åbner i rødt. Samlet bakker C25-indeks med 1,5 pct. til 1825,78.

I toppen ligger Zealand Pharma, der stadig falder 0,1 pct.

Ugen har indtil videre budt på flere taler fra centralbankmedlemmer, der har forsøgt at mane investorernes forventninger til hurtige og aggressive rentenedsættelser til jorden.

- Aktieinvestorerne er generelt blevet lidt bekymrede over alle de renteadvarsler, der i den seneste tid er løbet ind fra centralbankfolk. Tirsdag havde vi blandt andet Christoper Waller fra den amerikanske centralbank på banen, og han mente i lighed med mange af sine kollegaer, at markedernes forhåbninger om mange tidlige rentenedsættelser er lige lovligt optimistiske, skriver Jyske Bank i en morgenrapport.

Onsdag morgen har Christine Lagarde, der er centralbankchef i ECB, sagt, at inflationen stadig ikke er, hvor den skal være, og senere venter der endnu flere taler fra andre centralbankmedlemmer.

ANALYSENYT TIL ROCKWOOL

Onsdag morgen har Rockwool fået sænket sin anbefaling til "undervægt" fra "ligevægt" hos Morgan Stanley. Men i samme ombæring har det amerikanske finanshus løftet kursmålet til 1630 kr. fra 1618 kr.

Rockwool-aktien placerer sig i bunden og falder 4,7 pct. til 1775,50 kr.

Danske Bank har også fået sænket sin anbefaling hos ABG Sundal Collier.

Anbefalingen lyder nu på neutrale "hold" mod tidligere "køb". Samtidig sættes kursmålet en my op til 190 kr. fra 186 kr.

Onsdag åbner bankaktien 1,7 pct. lavere i 184,50 kr.

Der er også analysenyt om Genmab, der har fået sænket sit kursmål til 2800 kr. fra 3000 kr. hos finanshuset Barclays. Dog gentages anbefalingen "overvægt".

Genmab-aktien falder 1 pct. fra start til 2016 kr.

Omvendt har kabelproducenten NKT, fået løftet sit kursmål til 424 kr. fra 394 kr. hos Goldman Sachs.

Finanshuset gentager anbefalingen "neutral".

Det hjælper dog ikke NKT-aktien, der alligevel falder 1,4 pct. til 466 kr.

ZEALAND PHARMA MED SYVENDE LUKKEREKORD I STREG

Zealand Pharma har været inde i en god stime, og tirsdag satte bioaktien rekord for syvende børsdag i træk hjulpet godt på vej af et løftet kursmål hos Morgan Stanley.

Kursmålet lyder nu på 450 kr. fra 295 kr., og finanshuset gentog den neutrale anbefaling "ligevægt".

Aktien åbner også i toppen af eliteindekset, men falder stadig 0,1 pct til 439 kr.

Zealand Pharma-aktien har haft en god start på året, hvor der har været særlig opmærksomhed på selskabets forskning inden for fedmemidler, og samlet er aktien gået frem med 17,7 pct.

A.P. Møller-Mærsk får også opmærksomhed onsdag. Endnu en gang skyldes det uroen i Det Røde Hav og stigende spændinger i Mellemøsten.

Senest har Iran angrebet to baser i Pakistan, der tilhører den militante gruppe Jaish al-Adl. Dermed har Iran på under et døgn angrebet tre lande: Irak, Syrien og altså senest Pakistan.

Mærsks B-aktie falder 1,1 pct. til 13.220 kr.

DSV har onsdag morgen fået godkendt joint venturet Neom i Saudi-Arabien. Neom er et større saudiarabisk projekt, der omhandler opførelsen af en ørkenby.

DSV har investeret 10 mia. dollar i joint venturet og ejer som følge deraf 49 pct. af det fælles selskab med Neom. DSV-aktien bakker 1,6 pct. til 1244 kr.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her