30. okt. 2025 kl. 09:16
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Carlsberg i behersket fremgang i småsurt C...

Carlsberg får en lunken modtagelse for sin handelsopdatering for tredje kvartal, der trods vundne markedsandele i det udfordrende marked i Kina i det store hele udviklede sig som ventet.

Mere positiv er reaktionen på Netcompanys langsigtede forventninger fra onsdag og torsdagens kvartalsregnskab.

Det danske C25-indeks viger fra start 0,1 pct. til 1703,29.

Den skal investorerne også forholde sig til torsdag morgen efter forhandlingerne mellem præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping, der viser, at USA og Kina tilsyneladende har fundet hinanden.

Parterne har tegnet op til et tættere og mindre fjendtligt samarbejde i fremtiden. Som en start har landene indgået en etårig handelsaftale, der blandt andet byder på lavere told på kinesiske varer i USA og en udskydelse af Kinas eksportkontrol med sjældne jordarter.

Aftalen møder dog skepsis. Markedschef Tareck Horchani fra Mayback Securities siger til Reuters ifølge Børsen, at den snarere ligner en "taktisk pause" end et "strategisk gennembrud".

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sænkede onsdag helt som ventet sin rente for anden gang i år med 25 basispoint til 3,75-4,00 pct. På det efterfølgende pressemøde fremstod det dog mere usikkert, om centralbanken med Jerome Powell i spidsen har en sidste rentesænkning i ærmet i december.

- På den efterfølgende pressekonference var Powell usikker på, om der kommer en rentenedsættelse på rentemødet i december. Den var ellers også næsten fuldt ud indpriset før mødet, og investorerne blev derfor også usikre, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.

Meldingen sendte renterne op, mens aktierne nøjedes med mindre fald.

Senere torsdag afsluttes rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB. Her ventes indlånsrenten fastholdt i 2,0 pct.

LUNKEN MODTAGELSE

Carlsberg havde tilbagegang i både salg og ølmængder i sit tredje kvartal i Vesteuropa og Central & Østeuropa, mens den asiatiske forretning klarede skærene bedre end ventet.

Bryggeriet beretter om vundne markedsandele i Kina og en forbedring i Vietnam i den asiatiske del af forretningen, mens det største forretningsområde, Vesteuropa, udfordres af tabet af kontrakten på San Miguel.

Bryggerikoncernen fastholder forventningerne til 2025 om en organisk vækst i driftsresultatet 3-5 pct. Konsensus i markedet var 3,3 pct.

Torsdag er Carlsbergs konkurrent AB Inbev også kommet med regnskab, der trods svære markedsvilkår endte lidt bedre end ventet.

Carlsberg stiger 0,2 pct. til 782,40 kr.

NETCOMPANY I VEJRET

Netcompany har leveret en ordentlig omgang læsning til investorerne, der torsdag morgen skal forholde sig til både langsigtede forventninger fra onsdag og regnskab fra torsdag.

I regnskabet præciseres forventningerne til 2025, hvor der nu ventes en omsætningsvækst på 6-8 pct. og en driftsmargin på 16-18 pct. i faste valutakurser. Analytikerkonsensus frem til den 20. oktober lød på en omsætningsvækst på 7,1 pct. og en driftsmargin på 16,9 pct.

Selskabet har forud for fredagens kapitalmarkedsdag lanceret nye langsigtede mål frem mod 2029. Selskabet sigter efter en organisk vækst på 5 til 10 pct. og en driftsmargin på over 20 pct. ved udgangen af perioden.

Fredag fortsætter nyhedsstrømmen fra Netcompany, når it-selskabet holder sin kapitalmarkedsdag.

Aktien stiger 5,5 pct. til 307 kr.

Også tørlastrederiet Norden er kommet med regnskab torsdag, men her er modtagelsen knap så positiv. I regnskabet fastholder selskabet sine forventninger, der blev opjusteret for få dage siden, om et overskud før skat på 100-140 mio. dollar. Nettooverskuddet voksede helt på linje med markedets forventninger i kvartalet.

Aktien sætter sig 0,5 pct. til 266,80 kr.

Novo Nordisk har lagt sig i den nedre ende af C25-indekset, efter at selskabets kursmål er blevet skåret til 475 kr. fra 450 kr. hos ABG Sundal Collier. Anbefalingen "køb" fastholdes.

Senere torsdag kan selskabet se frem til regnskabsnyt fra konkurrenten Eli Lilly.

Aktien bakker 1,1 pct. til 331,20 kr.

Hårdest går det dog ud over A&O Johansen, der sent onsdag leverede sit regnskab for tredje kvartal. En voksende toplinje kan ikke afbøde for pres på indtjeningen fra stigende konkurrence, og det har fået grossisten til at indsnævre sine forventninger.

Aktien bakker 9,7 pct. til 94,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her