09. nov. 2023 kl. 09:11
191 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: FLS belønnes for stærke tal - Coloplast få...

Regnskaberne skyller fortsat ind over de danske aktieinvestorer torsdag, hvor hovednavnene er FLSmidth og Coloplast.

Hos førstnævnte var tredje kvartal en del bedre end ventet, og samtidig blev prognosen for hele 2023 fastholdt, mens Coloplast omvendt skuffede lidt med sit fjerde kvartal, ligesom forventningerne til 2023/24 også var under konsensus.

Ud over de to større navne er der også regnskaber fra en lang række af de lidt mindre selskaber at forholde sig til.

Det sker i et marked, der samlet set er negativt - blandt andet også på grund af et fald til Novo Nordisk, der har fået konkurrence på fedmemarkedet i USA.

C25-indekset falder efter knap ti minutters handel med 0,3 pct. til 1655,60.

I USA trak det brede S&P 500-indeks i hvert fald i vejret ud på aftenen dansk tid og endte med sin ottende dag i grønt på stribe - og en anelse højere end ved dansk lukketid.

Og fordelingen mellem stigende og faldende aktier herhjemme er da også stort set ligelig torsdag morgen, hvor tunge aktier som Novo Nordisk gør forskellen.

COLOPLAST SKUFFER MED PROGNOSEN

For medicoselskabet Coloplast sluttede regnskabsåret 2022/23 ikke helt så godt som ventet, da både hovedtallene for fjerde kvartal og prognosen for det nye regnskabsår var sløjere end ventet.

Coloplast fik i fjerde kvartal 2022/23 en omsætning på 6226 mio. kr. mod konsensus om 6368 mio. kr. blandt analytikerne.

Den organiske vækst var 8 pct. mod ventet 8,3 pct. blandt analytikerne.

Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster blev 1714 mio. kr. - et godt stykke under konsensus om 1838 mio. kr., og dermed blev marginen 28,0 pct. mod en forventning om 28,9 pct. blandt analytikerne.

Også prognosen for indeværende regnskabsår, 2023/24, var umiddelbart en skuffelse, da Coloplast her sigter efter en organisk vækst på omkring 8 pct., mens konsensus på forhånd var 8,3 pct.

Samtidig går selskabet efter en EBIT. mar 2023gin før særlige poster på 27-28 pct., hvor analytikerne på forhånd havde ventet 28,4 pct., viser estimater indsamlet af Coloplast selv.

Aktien falder med 5,1 pct. til 731,60 kr. fra start.

FLSMIDTH SLÅR KONSENSUS KLART PÅ DRIFTEN

Bedre gik det for ingeniørkoncernen FLSmidth i tredje kvartal, hvor selskabet slog forventningerne i markedet til driften og de nedre regnskabslinjer, selv om omsætningen skuffede en smule.

Samtidig holdes der - trods mindre justeringer af de bagvedliggende parametre - fast i de samlede forventninger til året på koncernniveau.

FLSmidth leverede i tredje kvartal en omsætning på 5723 mio. kr. mod konsensus om 5866 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af FLSmidth selv.

Til gengæld var driftsresultatet (EBITA) bedre end ventet, da det justeret endte på 579 mio. kr. mod ventet 546 mio. kr. blandt analytikerne, og den rapporterede drift blev 460 mio. kr. mod ventet 377 mio. kr.

Marginerne var altså dermed noget højere end ventet.

Samtidig var også ordreindgangen over det ventede, hvilket kan love godt for den fremtidige omsætning. Den blev på 5601 mio. kr. i kvartalet, mens analytikerne have ventet 5431 mio. kr.

FLSmidth-aktien har på den baggrund lagt sig helt øverst i C25-indekset med sit plus på 7,5 pct. til 285,20 kr.

Også Alm. Brand har blandet sig i regnskabsstrømmen torsdag.

Forsikringsselskabet havde i tredje kvartal en tilbagegang i forsikringsresultat til 367 mio. kr. fra 380 mio. kr. i samme periode sidste år.

For hele året fastholdes forventningerne.

Aktien falder med 1,6 pct. til 10,26 kr.

NOVO FALDER EFTER RIVALS MARKEDSFØRINGSGODKENDELSE

Novo Nordisk falder blandt elitepapirerne med 1,8 pct. til 702,10 kr., efter at rivalen Eli Lilly har fået en amerikansk godkendelse til at markedsføre det imødesete fedmemiddel baseret på GLP-1-analogen Tirzapetid.

Men det danske medicinalselskab vil formentlig alligevel også i de kommende par år kunne sælge sit vægttabsmiddel Wegovy lige så hurtigt, som det kan produceres på trods af den nye konkurrence.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

- Jeg mener, at med den efterspørgsel vi ser på markedet for fedmebehandling, er der er rigelig plads på markedet for fedmemidler, siger han til MarketWire.

- Det er også det, vi har set på markedet for behandling af type 2-diabetes med GLP-1. Hver gang, at Novo og Eli Lilly er kommet med ny innovation, har det medført et løft af markedsvæksten til gavn for begge selskaber, fortsætter senioranalytikeren.

Regnskaber er der torsdag desuden også fra NNIT, Zealand Pharma, Vestjysk Bank, Fynske Bank, Lån & Spar, Hvidbjerg Bank, Jeudan og Torm.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her