04. sep. 2025 kl. 09:13
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Genmab i top på grøn dag - nådig modtagels...

Genmab har nok en gang lagt sig i spidsen af det danske eliteindeks torsdag, der ufortrødent bygger videre på en stærk stime med stigninger.

Det danske C25-indeks stiger 0,4 pct. til 1664,31 i den indledende handel.

Der er torsdag ikke noget nyt fremme om Genmab, der onsdag kom med nye data med kræftmidlet Epkinly/Tepkinly. Det sendte onsdag aktien i vejret med 5,2 pct., og torsdag fortsætter fremgangen med et plus på 1,8 pct. til 1767 kr.

Uden for eliteindekset sendes NNIT baglæns efter en nedpræcisering af forventningerne til 2025 på grund af makroøkonomisk og geopolitisk modvind. Imens brager Lundbeck frem efter en købsanbefaling og et stort løft af kursmålet hos Svenska Handelsbanken.

I eftermiddag kan en høring også tilrane sig en del af opmærksomheden, når Stephen Miran, der er udpeget af USA´s præsident, Donald Trump, til at overtage en tom stol i bestyrelsen i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, skal svare på spørgsmålet i Senatet.

Stephen Miran er præsidentens økonomiske rådgiver, og en bestyrelsesplads til økonomen kan bringe tvivl om centralbankens uafhængighed. Skulle udnævnelsen blive godkendt, kan det presse de lange renter op, skriver Sydbanks seniorøkonom Matthias Dollerup Sproegel torsdag morgen.

NNIT MED NEDPRÆCISERING

It-selskabet NNIT var i andet kvartal udfordret af makroøkonomisk og geopolitisk usikkerhed. Det har fået selskabet til at nedpræcisere sine forventninger til 2025.

Regnskabet, der blev offentliggjort efter børslukketid onsdag, bød overordnet på tilbagegang i andet kvartal, når der sammenlignes med samme periode et år før.

Modvinden på toplinjen var dog som ventet af analytikerne, mens driftsoverskuddet gik mere tilbage end ventet, viser konsensusestimater indsamlet af NNIT selv. På samme måde var nedpræciseringen også mere eller mindre ventet af analytikerne.

NNIT spår i år nu en organisk omsætningsvækst i den lave ende af 0-5 pct. og en indtjeningsgrad i den lave ende af 7-9 pct. Til sammenligning venter analytikerne i 2025 en organisk omsætningsvækst på 1,4 pct. og en EBIT. mar 2025gin på 7,2 pct.

Omsætningen aftog i andet kvartal til 462 mio. kr. fra 474 mio. kr. i samme periode et år før. Der var ventet 463 mio. kr. af analytikerne. Indtjeningen før særlige poster faldt samtidig til 23 mio. kr. fra 32 mio. kr., mens der var ventet 31 mio. kr. Det svarer til en driftsmargin på 5,0 pct. mod ventet 6,6 pct.

It-selskabet spår i andet halvår, at omsætningsvæksten vil blive forbedret, og at det vil smitte positivt af på driftsmarginen.

Aktien falder 1,3 pct. til 61,20 kr.

LUNDBECK GÅR I VEJRET EFTER KØBSANBEFALING

Lundbeck lægger godt fra land ved den danske børsåbning, efter at medicalselskabet har fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos Svenska Handelsbanken.

Kursmålet er samtidig løftet pænt til 60 kr. fra 39 kr.

B-aktien stiger 5,6 pct. til 42,60 kr.

Imens har Ørsted fået skåret en større luns af kursmålet hos Bernstein forud for fredagens ekstraordinære generalforsamling i energiselskabet.

Kursmålet er barberet 41 pct. til 220 kr. fra 375 kr. med en gentaget neutral anbefaling "market perform".

Aktien stiger 0,8 pct. til 199,20 kr.

Coloplast har efter sin kapitalmarkedsdag tirsdag fået sænket kursmålet hos Kepler Chevreux, der finder de langsigtede finansielle mål rimelige og ikke konservative.

Medicoselskabet venter frem til 2029/30 en organisk vækst på 7-8 pct. og en vækst i driftsresultatet på niveau eller over toplinjevæksten.

Det har fået Kepler Chevreux til at sænke estimaterne for selskabet og dermed også kursmålet, der nu lyder 670 kr. fra tidligere 715 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Coloplast øger 0,6 pct. til 623,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her