29. okt. 2025 kl. 09:22
74 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: GN, Sydbank og Alm. Brand godt fra start i...

Den danske finanssektor er løbet med opmærksomheden onsdag morgen, hvor Sydbank med en oppræcisering af prognosen har blandet sig i de ventede regnskabsmeldinger fra Alm. Brand og Jyske Bank.

Forsikringsselskabet har opjusteret forventningerne efter en bedre end ventet udvikling i tredje kvartal, og GN har også fået en god start på dagen efter et bedre end ventet regnskab fra konkurrenten Logitech.

Samlet set stiger C25-indekset efter 20 minutters handel med 0,1 pct. til 1704,04 efter tirsdagens plus på 0,2 pct.

- De finansielle markeder afventer med spænding den amerikanske centralbanks rentebeslutning i dag, hvor en nedsættelse på 25 basispunkter er bredt forventet efter sidste uges blødere inflationstal, skriver Nordea i sin morgenkommentar.

Yderligere vil opmærksomheden også være rettet mod torsdagens topmøde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans kinesiske modpart, Xi Jinping.

I den forbindelse har finansmarkederne onsdag morgen fået flere meldinger om tøbrud i forholdet mellem de to lande, da Kina rygtes at have købt sæsonens første parti sojabønner fra USA.

SYDBANK OPPRÆCISERER PROGNOSEN

Sydbank kommer fra land med et plus på 1,6 pct. til 561,50 kr., efter at banken har oppræciseret forventningerne efter et tilfredsstillende resultat i tredje kvartal.

Banken, der tidligere på ugen annoncerede en fusion med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, ser nu et resultat efter skat på 2400-2600 mio. kr. mod tidligere 2200-2600 mio. kr.

Banken har samtidig fremlagt tal for sit tredje kvartal. Her tjente banken 710 mio. kr. efter skat mod 772 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

Jyske Bank var kalendersat til at levere tal for tredje kvartal onsdag morgen og her fastholdt banken de nyligt opjusterede forventninger til 2025 i bankens regnskab for tredje kvartal, hvor langt størstedelen af tallene allerede var kendt.

Aktien i den Silkeborg-baserede bank falder 0,7 pct. til 744 kr.

ALM. BRAND LØFTER PROGNOSEN

Alm. Brand havde indtjeningsfremgang i tredje kvartal, hvor vejrskader og storskader ellers lå højere end i samme periode sidste år.

Det fremgår af regnskabet for perioden, der slår analytikernes prognose på de fleste poster.

Forsikringskoncernen opjusterer forventningerne til 2025 og spår nu et forsikringsresultat på 1750-1850 mio. kr. eksklusive afløb i årets sidste kvartal.

Det er et løft fra den seneste prognose på 1600-1800 mio. kr. og investeringsresultatet opjusteres til nu cirka 300 mio. kr. mod tidligere cirka 250 mio. kr.

Alm. Brand løftes 1,6 pct. til 18,28 kr.

GN FÅR POSITIVT NYT FRA SCHWEIZ

GN kan onsdag kigge mod Schweiz, hvor Logitech har leveret et bedre end ventet regnskab, hvor især pc-udstyrskoncernens indtjeningsevne bliver fremhævet.

- Logitech har været i stand til at give prisstigningerne videre for at udligne effekten af toldsatser på sine marginer, og efterspørgselsdriverne er fortsat stærke, pointerer finanshuset JPMorgan efterfølgende.

GN, der også kan blive understøttet af øgede forventninger til en aftale mellem USA og Kina, stiger 1,6 pct. til 112,55 kr. efter tirsdagens minus på 1,2 pct.

FLSmidth, der taber 1,3 pct. til 505 kr., kan se den finske mineustyrskonkurrent Epiroc levere en halvsvag ordreindgang i tredje kvartal. Til gengæld kan der være flere ordre i sigte fra kobberproducenterne, da kobberprisen onsdag morgen er steget til rekord.

NYT FRA ANALYTIKERKORPSET

Coloplast har fået skåret sit kursmål med 9 pct. til til 640 kr. fra førhen 700 kr. af den amerikanske investeringsbank Citi, der gentager anbefalingen "neutral".

Medicoaktien taber 0,9 pct. til 593,80 kr.

Modsat har både Berenberg og Jyske Bank set mere potentiale i ISS, der har fået løftet sit kursmål til 245 kr. fra 234 kr. hos førstnævnte og til 230 kr. fra 210 kr. hos sidstnævnte.

ISS-aktien stiger 1,6 pct. til 209 kr.

NKT, der løftes 0,1 pct. til 739,50 kr., har haft et glimrende 2025, og aktien er gået fra at handle med rabat i forhold til sektoren til en mindre tocifret præmie.

Det har fået Jyske Bank til at sænke anbefalingen til "hold" fra "køb" frem mod kabelproducentens regnskab for tredje kvartal.

Kursmålet er omvendt sat op til 770 kr. fra 710 kr.

Anbefalingen af aktien i Schouw er tirsdag blevet sænket fra "køb" til "hold/neutral" af SEB Bank, der tror børsnoteringen af fiskefoderselskabet Biomar bliver forsinket.

Schouw falder 3,9 pct. til 613 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her