29. jun. 2023 kl. 09:13
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: GN tager teten i roligt C25 - Matas stiger...

GN tager toppen i eliteindekset i den indledende handel, efter salget af portugisiske Belaudição som blev annoncere onsdag aften.

Matas har derimod købt ind - og det er noget investorerne bifalder og sender aktien op.

Og ISS har fundet en ny topchef i Kasper Fangel. Og det falder også i god jord på aktiemarkedet.

Samlet ventes handlen dog at være afdæmpet op til kvartalsafslutningen fredag, der også byder på inflationsindikationer i form af europæisk forbrugerprisestimat for juni og tal for de amerikanske kerneforbrugerpriser.

- Stemningen på aktiemarkederne er lidt forbeholden over for ny risikotagning op til slutningen på halvåret, skriver Jyske Bank og påpeger, at fokus i dag er på forbrugerpriser fra Tyskland og Spanien, nyt fra centralbankkonferencen i Portugal samt nye arbejdsløse i USA

Det toneangivende danske aktieindeks, C25, stiger 0,1 pct. til 1790,83 efter et plus på 1,4 pct. onsdag.

GN SÆLGER FRA

GN har indgået en aftale om at frasælge Belaudição til kapitalfonden MCH Private Equity. Salget giver et provenu på omkring 500 mio. kr.

- I aftes kom meldingen, frasalg af hørecentre i Portugal, 500 mio. kr. i kassen og planen er "on track". Det er en hamrende spændende (og langsigtet) case, skriver Lars Hytting, aktiechef i Arthe Kapitalforvaltning, i en kommentar.

Belaudição ejer Audiçãoactiva og omsatte for omkring 35 mio. euro i 2022 via omkring 50 forretninger, som sælger høreapparater i Portugal.

Uden sammenhæng i øvrigt er kursmålet for aktien i GN hævet med knap 9 pct. til 190 kr. af Morgan Stanley. Anbefalingen er uændret "ligevægt".

GN stiger 1,4 pct. til 168,55 kr. i den indledende handel.

Blandt sidepapirerne har Matas været på indkøb og købt svenske Kicks for knap 700 mio. kr. Der giver nye kunder på det svenske, norske og finske marked.

Med købet fordobler Matas antallet af butikker - Matas har 263 butikker, mens Kicks har 226 butikker i Sverige, Norge og Finland og øger omsætningen med mere end 70 pct.

Den "stribede" aktie stiger 4,3 pct. til 86,70 kr.

NY TOPCHEF I ISS

ISS har fundet en afløser til topposten i servicekoncernen, efter at Jacob Aarup-Andersen forlod stillingen i marts til fordel for topposten i Carlsberg.

Det bliver finansdirektør for ISS Kasper Fangel, der overtager som topchef med effekt fra 1. september. Og der er sat gang i arbejdet med at finde Fangels afløser.

Aktien går frem med 0,7 pct. til 142,75 kr.

NOVO VENTER EMA STOPPER UNDERSØGELSE

Medicinalkæmpen Novo Nordisk ser ingen sammenhæng mellem brugen af selskabets middel til behandling af fedme, Wegovy, og udviklingen af kræftsygdomme. Koncernen venter ifølge finans.dk sent onsdag eftermiddag, at de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA, stopper sin undersøgelse.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har ikke ønsket yderligere data fra Novo Nordisk i samme forbindelse.

Novo ligger i bunden med et fald på 0,7 pct. til 1057 kr. kun overgået af Coloplast, der falder 1 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.

Blandt de mindre selskaber har kontraktforskningsvirksomheden Gubra i Hørsholm købt det lille danske selskab Minigut, der er specialiseret sig i evaluering af pre- og probiotika til anvendelse i fødevarer og medicin. Med købet får Gubra adgang til prekliniske dyremodeller til brug i såvel den tidlige screening af formuleringer til modeller i de senere faser.

Aktien falder 0,3 pct. til 87,78 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her