15. sep. 2023 kl. 09:17
137 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Grøn stime fortsætter efter ECB´s renteløf...

Det danske aktiemarked fortsætter fredag med plusser i kølvandet på torsdagens rentemelding fra Den Europæiske Centralbank.

Hovedparten af de danske eliteaktier stiger fra start, og blandt sidepapirerne har Sydbank vind i sejlene og opjusterer forventningerne.

Den positive stemning tog til torsdag, hvor ECB godt nok løftede renten for tiende gang i træk, men det blev samtidig signaleret fra centralbankchef Christine Lagarde, at det kan være det sidste løft i denne omgang, da renten nu er i et tilstrækkeligt højt niveau til at trykke inflationen ned.

Det sendte det danske C25-indeks gevaldigt i vejret. Fredag fortsætter fremgangen om end i lidt lavere tempo. Eliteindekset åbner med et plus på 0,2 pct. i 1759,47.

SYDBANK OPJUSTERER

Sydbank har forud for åbningen opjusteret forventningerne til året. Det er tredje gang alene i år.

Det sker med henvisning til stigende renter og en fortsat stram omkostningsstyring i tredje kvartal.

Forventningerne opjusteres til et resultat efter skat i intervallet 2900-3200 mio. kr. fra tidligere ventet 2600-2900 mio. kr.

Aktien stiger dog beherskede 1,5 pct. til 343,80 kr.

- Ved den seneste Sydbank-opjustering kom der ikke nogen kursstigning. Det skyldes, at konsensus fra analytikere tog udgangspunkt i, at der kunne komme endnu en opjustering, mener Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

BAVARIAN TIL TOPS EFTER KINA-MELDING

Helt i top ligger Bavarian Nordic, der stiger 3,4 pct. til 143,70 kr. Det kan måske hænge sammen med, at Kina har meddelt, at landet vil håndtere abekopper, mpox, på samme måde, som man behandler blandt andet covid-19.

Sundhedsmyndighederne i Kina har meddelt, at abekopper fremover vil være i kategori-B. Det er den samme kategorisering som covid-19, sars og aids.

Bavarian har udviklet en vaccine mod netop mpox og kunne i denne uge melde om en ordre fra EU.

ROCKWOOL FÅR SKÅRET KURSMÅLET

Med i toppen fredag ligger Rockwool, til trods for at selskabet har fået skåret sit kursmål hos BNP Paribas Exane til 1795 kr. fra 1870 kr., der gentager anbefalingen "neutral".

Aktien stiger fra start 3,3 pct. til 1681,50 kr.

FRAGTRATERNE FALDER FOR ANDEN UGE I TRÆK

Mærsk har fredag morgen fået nyt fra SCFI-indekset, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanhai.

Indekset er i denne uge faldet for anden uge i træk til det laveste niveau siden starten af juli. I denne uge falder indekset med 5,1 pct. til 948,68 efter et fald i sidste uge på 3,3 pct.

Niveauet er samtidig 59,0 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år.

Mærsks B-aktie stiger 0,4 pct. til 12.680 kr.



.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her