02. okt. 2025 kl. 09:10
67 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Højt humør med Novo og Unibrew i front

Novo Nordisk går frem med syvmileskridt fra start torsdag, efter at medicinalgiganten har fået hævet til positivt territorium hos britiske HSBC.

Med i front er Royal Unibrew, der har fået indledt dækningen med positiv anbefaling og ros fra Morgan Stanlety.

Det gode humør smitter i den grad af på det danske C25-indeks, der stiger 1,1 pct. fra start til 1691,55.

NOVO LØFTES TIL "KØB"

Novo Nordisk har fået sat anbefalingen op til "køb" fra "hold" hos britiske HSBC, der samtidig har lagt 25 pct. til kursmålet til nu 445 kr. fra 355 kr.

Den løftede anbefaling falder sammen med en melding fra amerikanske Pfizer, der har indgået en aftale med USA´s præsident, Donald Trump, om at sælge visse lægemidler med rabat til den offentlige sygesikring Medicaid.

Aftalen vurderes at kunne være den første af flere lignende fra andre selskaber. Samtidig har aftalen givet Pfizer toldfrihed i USA i tre år. Dertil har flere analytikere ifølge Bloomberg News bemærket, at aftalen i nogen grad er "spil for galleriet", da omfanget af lægemidler, der får sænket priserne, er af overskuelig størrelse.

Aktien går i vejret med 4,4 pct. til 382,60 kr. Også med på den grønne gren er fedmekollegaen Zealand Pharma, der indtager andenpladsen i C25 med et plus på 3,7 pct. til 513,20 kr.

UNIBREW SPÅS GODE TAKTER

Unibrew har fået indledt analysedækning hos amerikanske Morgan Stanley, der giver bryggeriaktien den positive anbefaling "overvægt".

Morgan Stanley ser gode takter fra Unibrew, som ifølge børshuset har taget vigtige skridt mod at rette sin portefølje mod det voksende segment inden for ikke-alkoholiske drikkevarer og læskedrikke med lavt eller intet sukkerindhold.

Det skriver analytiker David Roux i et analysenotat ifølge Bloomberg News.

Kursmålet sættes til 570 kr. hos Morgan Stanley, der vurderer, at værdisætningen af Royal Unibrew bør blive forbedret på kort sigt, efterhånden som forbedringerne i bryggeriets portefølje viser sig, samtidig med at nogle af de omkostningsbesparende tiltag, som Unibrew blandt andet luftede i regnskabet for første halvår i august, slår igennem.

Aktien stiger 1,7 pct. til 491 kr.

FRISKE KURSMÅL TIL NORDEA OG GENMAB

Også Nordea og Genmab kan få positiv opmærksomhed fra et par løftede kursmål.

Nordeas kursmål er blevet sat 7 pct. op til 119,47 kr. hos Deutsche Bank, der gentager sin anbefaling "køb".

Aktien stiger beskedne 0,2 pct. til 104,50 kr., mens resten af bankkollegaerne i C25 falder i niveauet 0,2-0,3 pct.

Imens er Genmabs kursmål sat op til 2863 kr. fra 2730 kr. hos finanshuset Guggenheim.

Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien stiger 0,8 pct. til 2002 kr.

Omvendt har Coloplast fået sænket sit kursmål hos Oddo BHF til 628 kr. fra 727 kr., men stadig med anbefalingen "neutral".

Coloplast går alligevel i vejret med 1,7 pct. til 567 kr.

Også Ambu fortsætter frem efter en toppræstation onsdag. Aktien stiger 2,1 pct. til 103,30 kr. efter et plus onsdag på 9,3 pct.

Den positive stemning følger Ambus kapitalmarkedsdag og en langsigtet prognose med et løft af vækst- og indtjeningsforventningerne frem til 2029/30 - vel at mærke i et marked, der udfordres af usikkerheder som told og valutamodvind.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her