14. maj 2025 kl. 09:13
167 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Lundbeck og FLSmidth på himmelfart efter s...

FLSmidth og Lundbeck er kommet flyvende ud af starthullerne onsdag, efter at begge selskaber har leveret meget stærke regnskaber for årets tre første måneder.

Førstnævnte overrasker med en stærk udvikling for de fire strategiske nøgleprodukter, mens sidstnævnte er stærkt kørende i minedivisionen og melder samtidig om eksklusive forhandlinger om det længe ventede salg af cementforretningen.

Tilbage i eliteindekset er Mærsk at finde i toppen efter en løftet anbefaling fra Deutsche Bank, der også har givet Pandora en ny købsanbefaling.

Vestas bliver også understøttet af en løftet anbefaling, mens Ørsted må den modsatte vej efter negativt nyt fra analytikerkorpset.

Samlet set stiger C25-eliteindekset med 0,4 pct. til 1726,81 efter tirsdagens beskedne plus på 0,1 pct. og mandagens solide spring på 2 pct., da USA og Kina indgik en midlertidig aftale om lavere toldsatser.

LUNDBECK LEVERER STÆRKT REGNSKAB DREVET AF NØGLEPRODUKTER

Salget af Lundbecks fire strategiske nøgleprodukter overraskede klart positivt i første kvartal, hvor Lundbecks nyeste lægemiddel i klassen, Vyepti, fortsatte sin store vækst og med længder overgik konsensus i markedet.

På den baggrund har medicinalselskabet opjusteret forventningerne til 2025.

Nu ventes der en omsætningsvækst på 8-11 pct. i lokale valutaer og en vækst i det justerede driftsresultat (EBITDA) på 8-14 pct. - ligeledes i lokale valutaer.

Tidligere ventede Lundbeck en omsætningsvækst på 7-10 pct. og en vækst i det justerede EBITDA på 5-11 pct.

Lundbeck-aktien løftes med 13,6 pct. til 34,70 kr.

FLSMIDTH OVERRASKER POSITIVT OG ER KLAR TIL CEMENT-SALG

FLSmidth er kommet bedre fra start i 2025 end oprindeligt ventet på trods af toldkrig og geopolitisk uro, hvilket også har kastet en opjustering af driftsmarginen af sig.

Ingeniørkoncernen leverer mere end ventet på stort set alle poster, hvor eneste lille hår i suppen er en lidt lavere end ventet omsætning i cementdivisionen, der dog lander en større end ventet driftsindtjening.

Cementdivisionen, der længe har været en klods om benet på FLSmidth, ser endelig ud til at være på vej på andre hænder, da det i regnskabet meddeles, at FLSmidth er i eksklusive forhandlinger med Pacific Avenue Capital Partners om salget af koncernens cementaktiviteter.

FLSmidth fastholder prognosen om at nå et salg på omkring 19 mia. kr. i år, men løftet prognosen for driftsmarginen med 0,5 pct.point til 11,5-12,0 pct. eller 13,0-13,5 pct. justeret.

FLSmidth-aktien skyder onsdag i vejret med 10,2 pct. til 367,20 kr.

VESTAS FÅR HÆVET ANBEFALING

Vestas er langsomt ved at skabe momentum i indtjeningen, men aktiekursen er ikke fulgt med.

Det får finanshuset Berenberg til at løfte sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" og samtidig hæves kursmålet til 140 kr. fra 120 kr.

Vindmølleaktien steg tirsdag med 9,2 pct. i håb om, at tilskud i USA til blandt andet udviklere af vindenergi udfases senere end oprindeligt frygtet.

Onsdag kommer Vestas-aktien fra land med et plus på 1,3 pct. til 114,35 kr., mens kollegaen Ørsted taber 0,6 pct. til 255,60 kr. efter tirsdagens plus på 1,1 pct.

Ørsted har fået skåret sit kursmål med 14 pct. til 275 kr. fra 320 kr. af finanshuset HSBC, og Barclays er endnu mere negativ med en nedskæring af kursmålet til 225 kr. fra 240 kr.

Finanshuset Arctic ser ikke længere med positive briller på Ørsted-aktien, der har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" med et kursmål, der er skåret til 280 kr. fra 360 kr.

Pandora har været flyvende de seneste fem handelsdage med en samlet stigning på mere end 13 pct. frem til og med tirsdag. Onsdag morgen fortsætter opturen med et plus på 0,2 pct. til 1139 kr.

Den positive stemning har også nået Deutsche Bank, der har indledt dækning af smykkeaktien med anbefalingen "køb" og kursmålet 1325 kr.

MÆRSK FÅR ET NØK OP HOS DEUTSCHE BANK



Mærsk har fået lagt betragteligt til sit kursmål hos Deutsche Bank, som samtidig hæver sin anbefaling af aktien til "hold" fra "sælg".

Det nye kursmål lyder på 11.909 kr. mod tidligere 9500 kr.

B-aktien i Mærsk steg mandag 11,2 pct. til 12.635 kr efter annonceringen om toldpausen.

Aktien faldt dog 3,2 pct. tirsdag og onsdag åbner aktien 3,6 pct. højere i 12.670 kr.

I shippingsektoren bliver Torm-aktien løftet med 5,3 pct. til 121,40 kr., efter at Pareto har løftet sin anbefaling for produkttankaktien til "køb" fra "hold" med et kursmål, der er hævet til 137 kr. fra 124,50 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her