12. jun. 2023 kl. 09:13
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Mærsk falder til bunden i grønt marked

Mærsk ender som en del af bunden i et ellers grønt C25-indeks mandag morgen, hvor Danske Bank soler sig i toppen efter et løftet kursmål.

Det danske eliteindeks er åbnet med en stigning på 0,4 pct. til 1829,70.

Ugens rentemøder i henholdsvis Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank og Bank of Japan er dog de største opmærksomhedspunkter, hvor der allerede onsdag er afklaring på, hvorvidt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sætter hold i renteløftene efter 10 renteforhøjelser på stribe.

- Vores hovedscenarie er uændret rente fra Federal Reserve på onsdag. Arbejdsmarkedsrapporten viste blandede signaler med høj beskæftigelsesvækst, men også stigende ledighed og moderate lønstigninger, skriver seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.

Den Europæiske Centralbank holder rentemøde torsdag, mens Bank of Japan gør det natten til fredag.

MÆRSK PEERS FALDER

Det smitter af på aktierne i Mærsk, at der er pres på de asiatiske konkurrenter mandag, da flere analytikere har skruet ned for deres forventninger til fragtraterne.

Mærsk B-aktien indtager bundplacering i C25 med et fald på 0,7 pct. til 12.235 kr.

Morgan Stanley har sænket kursmålene med 17 pct. eller mere for Cosco Shipping, Orient Overseas og SITC International.

- Vi vurderer ikke, at stigninger i spotraterne er holdbare på grund af den bløde efterspørgsel, skriver Morgan Stanleys analytiker Qianlei Fan ifølge Bloomberg News.

Også hos Jefferies noterer man sig de faldende rater, der er aftaget fra toppen "overraskende hurtigt", skriver analytiker Andrew Lee. Han noterer, at containerrederierne stadig er relativt optimistiske omkring en stærk højsæson, men de fremadrettede bookinger forbliver svage.

LØFTET KURSMÅL I C25

I C25 nyder Danske Bank og Ørsted godt af løftede kursmål.

Det er finanshuset Arctic Securities, der løfter sit kursmål for aktien i Danske Bank til 205 kr. fra 180 kr.

Samtidig fastholdes den positive anbefaling "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Danske Bank-aktien sendes op med 1,1 pct. til 162,35 kr.

DZ Bank løfter kursmålet for aktien i Ørsted til 680 kr. fra 630 kr.

Samtidig er den neutrale anbefaling "hold" blevet gentaget, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Ørsted præsenterede på en kapitalmarkedsdag i London i sidste uge nye langsigtede mål, hvilket sendte aktien op både torsdag og fredag.

Mandag ved åbning følger aktien den positive udvikling og går 0,1 pct. frem til 660,20 kr.

NOVO NORDISK INVESTERER KNAP 16 MIA.

Novo Nordisk planlægger at udvide sin eksisterende fabrik i Hillerød for 15,9 mia. kr.

Der skal fra i år investeres i at udvide produktionen af aktive farmaceutiske ingredienser til den fremtidige portefølje inden for alvorlige kroniske sygdomme.

Aktien i Novo Nordisk løftes 0,7 pct. til 1099,80 kr. fra åbning.

Ringkjøbing Landbobank løftede også sløret for positivt nyt mandag, efter at banken i den seneste periode har noteret sig en fortsat tilfredsstillende kundetilgang og et lavere nedskrivningsbehov end tidligere ventet.

På den baggrund opjusterer banken sine forventninger til hele 2023, hvor der nu sigtes efter et basisresultat på 2300-2650 mio. kr. og et nettooverskud på 1700-2000 mio. kr.

Tidligere ventede banken et basisresultat på 2000-2400 mio. kr. og et nettoresultat på 1400-1800 mio. kr.

Ringkjøbing Landbobank-aktien bliver sendt op med 2,0 pct. til 981 kr.

C25 SAMMENSÆTNING BESTÅR

Det danske C25-indeks vil fortsætte med nuværende sammensætning i de kommende seks måneder.

Det oplyser Nasdaq, der driver børsen i København, i forbindelse med sin halvårlige gennemgang af eliteindekset.

Blandt de mest oplagte til en oprykning var Sydbank, mens Netcompany stod nærmest en nedrykning, skriver Nordnets investeringsøkonom Per Hansen.

Netcompany-aktien falder 0,4 pct. til 317,80 kr., mens aktien i Sydbank stiger 1,7 pct. til 323,2 kr.

Mandag leverer Københavns Lufthavne friske trafiktal for maj efter en vækst på 22 pct. til 2,2 mio. rejsende i april, hvilket kom trods inflation og global usikkerhed samt Naviairs mangel på flyveledere.

Aktien dykker 2 pct. til 5860 kr.

.\\˙ MarketWire



Amalie Dinesen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her