27. jun. 2023 kl. 09:15
20 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Mærsk topper i splittet C25 efter nyt fra ...

Der er fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag en lille overvægt af stigende aktier i C25-indekset, men de faldende aktier vægter tungere end de stigende, og indekset ligger efter et kvarters handel derfor 0,1 pct. lavere i 1777,21.

I den nedre del af indekset tynger Vestas med et fald på 0,9 pct. til 178,08 kr. efter en foreløbig skuffende ordreindgang i andet kvartal. Novo falder desuden 0,7 pct. til 1066,80 kr., efter at rivalen Eli Lilly har fremvist stærke resultater med lægemiddelkandidat Retatrutid i fedmebehandling.

Bedre går det for Mærsk-aktierne, der nyder godt af positive meldinger fra Kina og en optur tirsdag for de asiatiske containerrederier.

LOVER STIMULANSER

- I Asien handler aktiemarkederne blandede med Japan, Taiwan og Sydkorea i minus, men Kina i et solidt plus. De får medvind fra den kinesiske premierminister, der lover yderligere stimulanser og venter stærkere vækst i andet kvartal, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Netop meldingerne fra Kina kan være baggrunden for solide stigninger i aktierne i de asiatiske containerrederier tirsdag morgen. Rederier som Mitsui OSK Lines, Nippon Yusen, Cosco Shipping og Orient Overseas stiger omkring 3 pct., mens Kawasaki Kisen Kaisha stiger hele 10 pct., da aktien også er understøttet af en hævet aktieanbefaling fra et japansk finanshus.

Herhjemme ligger Mærsk B 1,3 pct. højere i 12.065 kr. Finanshuset Jefferies har ifølge Bloomberg News og Reuters i øvrigt indledt analysedækning af Mærsk med anbefalingen "hold" med et kursmål på 13.000 kr.

SKYBRUD GIVER SKADER

Forsikringsselskaberne får også opmærksomhed, efter at der mandag blev målt lokale skybrud i store dele af landet. På den positive side ser hovedstadsområdet ud til at være sluppet nådigt.

Tryg-aktien ligger 0,4 pct. højere i 149,55 kr., Topdanmark falder 0,1 pct. til 337,60 kr., mens Alm. Brand stiger 0,8 pct. til 10,81 kr.

SÆLGER AKTIER MED RABAT

Køkkenvirksomheden TCM har i forbindelse med en rettet emission sikret sig et bruttoprovenu på 78,8 mio. kr. TCM solgte under emissionen godt 1,2 mio. nye aktier til en kurs på 64,5 kr. Det svarer til en rabat på 3,4 pct. i forhold til mandagens lukkekurs i 66,8 kr. Pegene skal sikre "en robust kapitalstruktur efter erhvervelsen af Aubo og muliggøre potentielle strategiske investeringer og forretningsinitiativer", oplyste TCM mandag.

Tirsdag morgen er TCM-aktien åbnet 0,9 pct. lavere i 66,20 kr.

Der er analysenyt om DSV fra Jyske Bank, som har skåret kursmålet transportkoncernens aktie til 1550 kr. fra 1650 kr. I samme runde fastholdes købsanbefalingen. DSV stiger 0,8 pct. til 1368,50 kr.

TOP CENTRALBANKCHEFER I PANELDEBAT

Udover interessante nøgletal fra USA i form af tal for forbrugertilliden og nyboligsalget vil markedsdeltagerne tirsdag have stor fokus på udmeldingerne fra Den Europæiske Centralbanks, ECB´s, centralbankkonference i Sintra i Portugal.

ECB-chef Christine Lagarde holder en introduktionstale kl. 10, mens tirsdagens vigtigste panel om pengepolitik finder sted kl. 15.30 dansk tid, hvor Lagarde deltager i en debat sammen med centralbankcheferne i England, USA og Japan.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her