15. sep. 2025 kl. 09:15
229 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Ørsted siver oven på annoncering af vilkår...

Ørsted er slået bak fra åbningen mandag, efter at energiselskabets eksisterende aktionærer er blevet præsenteret for vilkårene ved det forestående aktiesalg. Og det bliver en kapitalrejsning, hvor nye aktier vil blive tegnet med massiv rabat.

Samtidig kan investorerne skæve til ganske opsigtsvækkende kursmålsændringer fra storbanker på henholdsvis C25-selskabet Zealand Pharma og sidepapiret Chemometec. Desuden nærmer NKT sig en stor kabelordre.

C25-indekset er åbnet 0,2 pct. højere i 1662,50.

ØRSTED SÆTTER TEGNINGSKURS PÅ 66,60 KR

Ørsted falder ellers 2,9 pct. til 194,45 kr. fra åbningen.

Energiselskabet vil rejse 60 mia. kr. via salg af nye aktier i en garanteret emission til kurs 66,60 kr. Aktionærerne vil få tildelt 15 tegningsoptioner for hver eksisterende aktie, de ejer, og vil på baggrund af syv tegningsoptioner kunne tegne en ny aktie. Og dermed lægger Ørsted stort pres på de eksisterende aktionærer, vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

- Det er et spørgsmål om valg mellem pest eller kolera. Hvis man ikke køber nye aktier, er værdien af dine Ørsted-aktier så lav, at det næsten kan være lige meget. Emissionsgaranterne garanterer for kapitaludvidelsen, men det er ikke en garanti mod en lav og meget udvandende kurs. For staten, Equinor, Andel og de nuværende aktionærer er det en stor regning, som er blevet sendt ud i dag, konstaterer Per Hansen.

Hver aktie vil med tegningsforholdet blive til lidt mere end tre aktier, hvoraf de to er tegnet til 66,60 kr. Handelen med tegningsoptioner starter på onsdag og slutter den 30. september.

NKT NÆRMERE KABELORDRE

NKT, der åbner 0,6 pct. højere i 630 kr., er udpeget som foretrukken leverandør til kabelprojektet Eastern Link 3, som skal forbinde elnettene i Skotland og England.

JPMorgan ser et potentiale på over 150 pct. i Zealand Pharma, selv om banken har skåret sit kursmål til 1050 kr. fra 1100 kr.

Anbefalingen er fortsat "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Zealand-aktien åbner 1,4 pct. højere i 418 kr.

CARLSBERG AFVISER AT KOMMENTERE RYGTE

Carlsberg overvejer angiveligt en børsnotering af sine indiske aktiviteter. Ifølge mediet Moneycontrol har bryggerikoncernen startet drøftelser med potentielle rådgivere, skriver Bloomberg News.

BofA Securities, Citi, Deutsche Bank, JPMorgan og Morgan Stanley vil sandsynligvis byde sig til som rådgivere, siger en af de unavngivne kilder til Moneycontrol.

Carlsberg ønsker ikke at kommentere rygterne over for MarketWire. Carlsberg stiger 0,4 pct. til 773,20 kr.

Chemometec har efter sit sene regnskab torsdag i sidste uge fået løftet kursmålet hos såvel Nordea som SEB. Begge banker gentager desuden anbefalingen "køb"

SEB har løftet sit kursmål til 730 kr. fra 610 kr., mens Nordea har løftet til 660 kr. fra 550 kr.

Chemometec fejrede fredag sit årsregnskab, der varslede tocifret vækst i 2025/26, med en kursstigning på 12,5 pct. og stiger yderligere 3,5 pct. mandag morgen til 631 kr.

Torm har fået løftet sit kursmål af finanshuset Arctic Securities til 164,85 kr. fra 143,43 kr. Anbefalingen er stadig "køb". Tankrederiets aktie stiger 1,7 pct. til 147 kr. fra åbningen.

I sidste uge opfordrede Torms nykårne aktionær med 14,45 pct. af aktier, det Oslo-noterede rederi Hafnia, til at de to rederier drøfter en sammenlægning.

- Efter markedsrapporter, der refererer til muligheden for en sammenlægning af de to forretninger på basis af indre værdi (NAV for NAV), er Hafnia enig i, at det er til fordel for aktionærerne i begge selskaber at undersøge sådanne strategiske muligheder, skrev rederiet i en meddelelse.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her