11. dec. 2023 kl. 09:09
189 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Ørsted til tops efter løftet anbefaling i ...

Ørsted har mandag lagt sig suverænt i spidsen af det danske C25-indeks efter en løftet anbefaling hos britiske Barclays.

Med i toppen huserer Genmab, efter at selskabet i weekenden har offentliggjort tal fra et lovende studie til behandling af en svært behandlelig form for lymfekræft.

C25 stiger efter få minutterss handel 0,2 pct. til 1741,27.

I bunden har Netcompany og FLSmidth indfundet sig, da de rykker ud af det danske eliteindeks fra næste uge til fordel for Zealand Pharma og NKT, der dog ikke gør meget væsen af sig.

GENMAB MED LOVENDE DATA

Genmab har sammen med partneren Abbvie i weekenden fremlagt data fra et fase 1/2-studie med kræftmidlet Epcoritamab til behandling af lymfekræftformen follikulært lymfom.

Resultaterne blev offentliggjort på en videnskabelig konference arrangeret af American Society of Hematology.

Studiet blev gennemført i 128 svært behandlelige patienter, der havde oplevet tilbagefald eller ikke havde gavn af tidligere behandlingerne.

Resultaterne viste en objektiv responsrate, der måler andelen af patienter med delvist eller komplet respons, på 82 pct. Et sekundært mål for behandlingens effekt var minimal resterende sygdom, MRD-negativitet, der viste, at 67 pct. af patienterne havde én eller mindre end én syg celle per 10.000 hvide blodlegemer.

Genmab stiger 0,8 pct. til 2270 kr.

C25 HOLDER SKIFTEDAG

Netcompany og FLSmidth udtræder fra 18. december af C25-indekset, mens NKT og Zealand Pharma rykker ind.

Det oplyste Nasdaq Copenhagen fredag i forbindelse med den halvårlige revision af eliteindekset.

Udskiftningen af Netcompany sker, som konsekvens af at selskabets markedsværdi er faldet til lidt over 11 mia. kr., hvilket ligeledes har trukket markedsværdien af likviditeten ned, påpeger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

For FLSmidth er det manglende handelsinteresse, der er årsagen.

Der kan dog blive holdt en dør på klem for mineudstyrsproducenten. Fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen ventes nemlig på trapperne, hvilket efterlader en ledig plads i C25, som formentlig vil gå til FLS i løbet af første kvartal 2024, er vurderingen i Nordnet.

Fra 18. december bliver NKT og Zealand Pharma i stedet indlemmet i C25.

Rokaden kan have en mindre kurseffekt for både ind- og udskiftere, vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

FLSmidth bakker mandag 1,0 pct. til 286,20 kr., og Netcompany viger 0,6 pct. til 223,90 kr.

CARLSBERG HÆVES TIL KØB

Carlsberg er et godt parti, lyder vurderingen hos britiske HSBC, der har hævet anbefalingen af bryggeriaktien til "køb" fra "hold. Samtidig er kursmålet skruet op til 970 kr. fra 910 kr.

Bryggeriaktien stiger 0,4 pct. til 836,20 kr.

Også Ørsted har fået løftet anbefalingen hos et britiske børshus. Denne gang er det Barclays, der har forhøjet anbefalingen til "ligevægt" fra "undervægt", mens kursmålet omvendt er skåret til 400 kr. fra 430 kr.

Aktien vinder 2,7 pct. til 351,70 kr.

A.P. Møller-Mærsk har fået sænket kursmålet til 8700 kr. fra 9300 kr. hos amerikanske Citi, der gentager anbefalingen "sælg".

Mærsk bakker 0,2 pct. til 10.410 kr.

Demants kursmål er løftet til 350 kr. fra 300 kr. hos Nordea, der holder fast i anbefalingen "køb".

Aktien stiger 1,3 pct. til 297 kr.

MT Højgaard Holding har fået indledt dækningen hos svenske SEB, der lægger ud med en købsanbefaling og et kursmål på 185 kr.

Dermed ser SEB et kurspotentiale på godt 62 pct. i aktien sammenlignet med lukkekursen fredag på 114 kr.

Mandag øger 3,5 pct. til 118 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her