05. okt. 2023 kl. 09:07
229 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Pandora glimter i toppen af grønt C25 efte...

Smykkeselskabet Pandora har en positiv hovedrolle omkring det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor investorerne puster ud i et positivt marked efter tre dage på stribe med fald som indledning på ugen.

Onsdag indtraf en vending i statsrenterne, der gennem hele ugen har været presset op af stigende renteforventninger til den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og det har gjort ondt på aktiemarkedet.

Derfor er vendingen, der blev udløst af svagere end ventede tal for det amerikanske arbejdsmarked, en lettelse blandt aktieinvestorerne, og det sendte aktierne på Wall Street op onsdag aften dansk tid og smitter også af herhjemme torsdag morgen.

C25-indekset stiger efter kort tids handel med 0,8 pct. til 1657,40.

PANDORA PÅ BANEN MED NYE FINANSIELLE MÅL

For Pandora-interesserede er rampelyset torsdag indstillet på kapitalmarkedsdagen i London, hvor smykkeselskabet har præsenteret nye finansielle mål, som vil blive uddybet og forklaret i dagens løb.

Pandora ser en organisk vækst på 7-9 pct. i perioden fra 2023-2026, samt en EBIT. mar 2023gin på 26-27 pct. i 2026.

I 2026 venter Pandora dermed en omsætning på 34-36 mia. kr. og et EBIT-resultat på 8,8-9,7 mia. kr.

I perioden 2024-26 venter Pandora at kunne skabe frie positive pengestrømme på 16-17 mia. kr., og hensigten er at returnere 14-17 mia. kr. kontant til aktionærerne i perioden.

De nye mål afløser de hidtidige, der blev sat i september 2021, og som gælder til udgangen af 2023.

Og hos Sydbank bliver målene for særligt toplinjen kaldt for modige i lyset af fortsat stor makroøkonomisk usikkerhed.

Pandora-aktien belønnes med en klar stigning på 5,0 pct. til 742,80 kr. fra start torsdag og er dermed klart øverst i C25-indekset.

FORSIKRINGSAKTIER FÅR TRIMMET KURSMÅLENE HOS CITIGROUP

Både Tryg og Topdanmark har været en tur gennem regnearkene hos den amerikanske storbank Citigroups analytikere.

Og det har medført sænkede kursmål for begge de danske forsikringsaktiers vedkommende.

Topdanmark har nu et kursmål på 293,60 kr. mod tidligere 315,40 kr., mens anbefalingen af aktien fortsat er "neutral".

Samtidig sættes kursmålet for Tryg ned til 138,90 kr. fra 150,50 kr., men her fastholdes den positive anbefaling "køb" samtidig.

Topdanmark-aktien stiger med 0,3 pct. til 301,80 kr. fra start i torsdagens positive marked, og Tryg løftes med 0,7 pct. til 127,45 kr.

For Carlsberg er der også lidt analysenyt torsdag, idet franske Société Générale har sænket sit kursmål for bryggeriaktien til 1200 kr. fra 1300 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien stiger med 1,4 pct. til 927 kr. fra start.

Opmærksomhed er der også lidt af til medicinalselskabet Novo Nordisk, der kan konstatere, at kopiproducenten Viatris fortsat får lov at udfordre ét af patenterne på Semaglutid-molekylet, der er virkemidlet i de meget succesfulde produkter Ozempic og Wegovy.

Viatris har udfordret i alt tre patenter på Semaglutid, fordi selskabet mener, at patenterne reelt baserer sig på forgængeren Liraglutid og derfor bør tilsidesættes.

Tidligere på ugen afviste Patent Trial and Appeal Board under U.S Patent Office at foretage en gennemgang af to af udfordringerne, men onsdag blev det afgjort, at den tredje patentudfordring skal køre videre.

Novo-aktien falder med 0,8 pct. til 629,80 kr. og er dermed den eneste danske eliteaktie i rødt tidligt torsdag.

SKJERN BANK OPJUSTERER FORVENTNINGERNE

Skjern Bank har torsdag morgen opjusteret forventningerne til 2023, hvor banken nu venter et overskud før skat på 310-340 mio. kr. og et basisresultat på 320-340 mio. kr.

Tidligere ventede banken et resultat før skat på 280-320 mio. kr. samt et basisresultat på 290-320 mio. kr.

- De væsentligste årsager til opjusteringen er fortsat stærk kundetilgang, positive kursreguleringer, øgede renteindtægter og en uændret stærk kreditkvalitet, skriver Skjern Bank i en meddelelse.

Aktien stiger med 2,1 pct. til 148 kr. fra start.



.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her