28. aug. 2023 kl. 09:17
171 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Stærk ugestart for danske elitepapirer - N...

Det danske aktiemarked har fået en stærk start på ugen efter stigninger i USA fredag og positive markeder mandag på børserne i Asien.

Blandt de mindre papirer stormer NNIT frem efter en opjustering af forventningerne til 2023, og i C25 er der plusser i 24 af 25 aktier, og indekset stiger samlet 0,8 pct. til 1779,00 efter fem minutters handel.

- Hen over natten er aktierne i Kina og Japan steget. Blandt andet på en halvering af aktiehandelsafgiften fra de kinesiske myndigheder. På den baggrund står de europæiske markeder til at åbne i et lille plus på 0,5-1 pct., skrev Jyske Bank i et notat før åbningen.

Forude venter en uge med fokus på inflationstal fra Europa onsdag og torsdag samt jobrapport og ISM fra USA fredag som højdepunkterne ifølge Jyske Bank.

BAVARIAN FALDER SOM ENESTE I C25

I C25 skiller Bavarian sig ud ved som den eneste aktie at falde - med 1,7 pct. til 152,40 kr. Faldet kommer efter, at franske Valneva mandag har præsenteret lovende data fra et fase 3-forsøg med selskabets vaccine mod chikungunya-virus hos unge. Bavarian Nordic arbejder i øjeblikket også på en vaccine mod virusset.

Ellers er der lutter plusser i eliteindekset. GN topper med et plus på 1,4 pct. til 147,95 kr. efterfulgt af et plus til Rockwool på 1,3 pct. til 1638,50 kr.

Uden for C25 stiger NNIT med 6,7 pct. til 80,20 kr., efter at it-selskabet i weekenden opjusterede forventningerne til 2023 efter fremgang i første halvår.

Nu regner it-virksomheden med at nå en omsætningsvækst i år på omkring 15 pct. mod tidligere omkring 10 pct. Derudover hæver NNIT også forventningerne til sin driftsmargin før særlige poster til omkring 6 pct. fra omkring 5 pct.

Opjusteringen kommer efter en omsætningsvækst i første halvår på 16 pct. til 837 mio. kr., og en forbedring af driftsresultatet før særlige poster til plus 45 mio. kr. mod minus 34 mio. kr. i samme periode 2022.

NOVOZYMES FÅR SKÅRET KURSMÅL HOS DEUTSCHE BANK

Der er analysenyt om Novozymes fra Deutsche Bank, som fredag sænkede kursmålet for aktien med 18 pct. til 330 kr. fra 400 kr. Anbefalingen af aktien gentages på "hold". Aktien ligger 0,4 pct. højere i 305,50 kr.

I samme boldgade kan det noteres, at kursmålet for aktien i NKT fredag blev sænket med knap 6 pct. til 350 kr. fra førhen 371 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Anbefalingen af aktien fastholdes på "neutral".

NKT-aktien stiger dog 1,0 pct. til 373,60 kr.

Green Hydrogen Systems falder derimod 4,3 pct. til 8,12 kr., efter at selskabets topchef Sebastian Koks Andreassen har valgt at opsige sin stilling til fordel for et job hos Copenhagen Infrastructure Partners.

Der kommer mandag regnskaber for andet kvartal fra Lån & Spar samt Parken Sport & Entertainment.

Rederiet Torm er under teknisk pres mandag, hvor retten til et kvartalsudbytte på 1,5 dollar per aktie fragår. Torm-aktien falder fra start 7 kr. - 3,9 pct. - til 174 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her