15. dec. 2023 kl. 11:53
191 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: C25 danser mellem plus og minus med Mærsk ...

De danske aktier styrer fortsat mod den syvende positive uge i træk for C25-indekset, der altså er steget kontinuerligt i snart to måneder i træk. Eliteindekset er dog faldet tilbage fra åbningen og ligger ved middagstid med et lille fald på 0,1 pct. i 1758,12.

Det har været en travl uge med rentemøder i både den amerikanske og europæiske centralbank onsdag og torsdag, hvor renten begge steder blev fastholdt. Men fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, var der klare signaler om, at der også venter rentesænkninger næste år.

- Det er dagen derpå. Den samlede retning er nogenlunde neutral, men med udsving på de enkelte aktier. Det er godt klaret, at markedet holder niveauet. Aktierne konsoliderer sig på nye niveauer, og det er tiltrængt, at det hele ikke hviler på Novo, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.

Senere på eftermiddagen venter der en stribe af amerikanske nøgletal - heriblandt aktivitetsindekset for indkøbscheferne, PMI.

Ifølge Lars Hytting kan det få betydning for aktierne, men handlerne vil i højere grad kigge efter, hvordan renterne reagerer.

- Det har ikke handlet om andet end renter i lang tid, så det har været et marked, hvor uanset hvordan nøgletallene landede, så har det handlet om renterne. Vi burde gerne få nogle PMI-tal, der bekræfter, at vi ikke er på vej i recession, siger han til MarketWire.

MÆRSK TRÆKKER FOR

Helt i toppen ligger Mærsk, der har fået godt nyt fra rateindekset på fragt fra Shanghai, der har nået det højeste niveau i næsten et år.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) er steget ekstra 5,9 pct. til 1093,52. Samlet er indekset dermed steget 10 pct. de seneste tre uger op til jul. Man skal helt tilbage til uge 1 i år for at finde et højere niveau.

Mærsks B-aktie stiger 4,5 pct. til 11.450 kr.

Også bankerne ligger pænt i toppen med et plus til Jyske Bank på 3,1 pct. til 490,50 kr., mens Nordea og Danske Bank også ligger i den gode halvdel af C25.

Med til at holde begejstringen nede er den tunge Novo Nordisk-aktie.

Stemningen omkring medicinalaktierne i USA var til den svage side torsdag, hvor blandt andet Novos store rival inden for diabetes- og fedmebehandling, Eli Lilly, faldt med 4 pct. til 573,67 dollar.

Det smitter fredag af herhjemme, hvor Novo falder med 0,4 pct. til 662 kr.

Hos amerikanske Bernstein har analytikerne været en tur gennem porteføljen af medicoaktier, og i høreapparatafdelingen har både Demant og GN fået løftet kursmålet.

Demants kursmål er skruet op til 330 kr. fra 300 kr., og GN´s kursmål er løftet til 165 kr. fra 130 kr.

Anbefalingsmæssigt er Demant fortsat i førertrøjen hos Bernstein, som har den positive anbefaling "outperform" hos amerikanerne, mens GN´s anbefaling er "market perform".

GN var torsdag positivt påvirket af tendensen til faldende renter og meldingerne fra USA om, at der venter rentesænkninger næste år, da det alt andet lige er godt nyt, når man har en stor rentebærende gæld.

Derfor steg aktien med tæt på 10 pct. Fredag falder aktien dog lidt tilbage med 0,6 pct. til 176,10 kr.

Demant ligger lige akkurat i plus.

Carlsberg har desuden fået skåret 100 kr. af kursmålet hos Jefferies, der har sænket til 1000 kr., fremgik det sent torsdag af Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "køb". Bryggeriaktien falder 0,2 pct. til 834,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her