29. dec. 2023 kl. 11:49
131 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: C25 fortsætter sejrstogtet med Mærsk i front

Der ånder fred og ro på det danske aktiemarked, der på årets sidste handelsdag har kurs mod den 11. dag i træk med stigninger og dermed kan sætte punktum for året med manér.



I toppen er det spredt fægtning med Ambu i front, mens også Mærsk ligger godt til efter fortsat stigende fragtrater.

Handlen er relativt begrænset, og det er også tendensen internationalt.

C25-indekset ligger ved middagstid oppe med 0,3 pct. i 1826,80. Sidste handelsdag sidste år lukkede indekset i 1700,55.

- Det har været endnu et begivenhedsrigt år. Temaet i år har været renter og kampen mod inflation. Vi har på ingen tid gået fra negative renter til det modsatte. Verdens største finansielle eksperiment er faktisk kommet godt i mål, for markederne er gået med på centralbankernes præmis. Det er nogle af store aktier, der har trukket læsset - de store syv koncerner i USA, og i Danmark skal vi være glade for Novo, lyder dommen fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- Jeg er forsigtig optimist med henblik på 2024, men jeg tror, at vi ser ind i et noget andet år. De store syv i USA skal godt nok performe for at retfærdiggøre den værdiansættelse, de har. Novo skal ikke på samme måde performe, men den er dyrt prissat, lyder det videre.

De syv store er de største amerikanske tech-virksomheder: Alphabet (Google), Amazon, Apple, Meta (Facebook), Microsoft, Nvidia og Tesla, der er med i "The Magnificent Seven", som de kaldes under ét.

MÆRSK MED GODT RATENYT

A.P. Møller-Mærsk fik godt ratenyt fredag morgen og stiger 0,8 pct. til 12.065 kr.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, er steget 40,2 pct. til 1759,57. Fire destinationer - Vesteuropa, Middelhavet og den amerikanske øst- og vestkyst tegner for mere end halvdelen af indekset.

Samlet er indekset dermed steget 77 pct. de seneste fem uger og ligger i det højeste niveau siden november sidste år.

Der er dog fortsat usikkerhed om ruterne gennem Det Røde Hav. Efter flere angreb på skibe i Det Røde Hav besluttede Mærsk i sidste uge at omdirigere rederiets skibe, så de skulle sejle uden om Afrika og Suezkanalen, men nu vil flere af skibene fortsætte deres rute gennem den travle kanal.

VESTAS PÅ DEN GRØNNE GREN

Vindmøllekoncernen Vestas har været på den grønne gren i de seneste mange børsdage, hvor det er strømmet ind med ordrer ikke mindst fra USA.

Årsafslutningen markerer højsæson for nye ordrer, og 2023 kan vise sig at blive et rekordår.

Den seneste opgørelse viser, at Vestas´ samlede ordrehøst løber op i 16.467 megawatt i år. Dermed er der bare 1410 megawatt op til rekordåret 2019, hvor Vestas hentede ordrer på sammenlagt 17.877 megawatt. Dertil kommer en række uannoncerede ordrer for fjerde kvartal, som koncernen normalt har i baghånden, når selskabet præsenterer årsregnskab.

Vestas ligger fredag oppe med 0,1 pct. i 215,15 kr.

ÅRETS VINDERE OG TABERE

Novo Nordisk har fået en usædvanlig store opmærksomhed i både danske og udenlandske medier den sidste uges tid.

Aktien ligger fredag med et spinkelt plus på 0,1 pct. i 698,90 kr. Siden årets start er den steget 49 pct.

Smykkevirksomheden Pandora og Zealand Pharma kæmper om førstepladsen for året i C25-regi. Fredag trækker Pandora yderligere fra med en foreløbigt fin slutspurt og et plus for dagen på 0,9 pct. til 936 kr. Samlet er aktien steget med 91,8 pct. i 2023, mens Zealand Pharma fredag falder til bunds med et fald på 0,5 pct. til 380 kr.

For hele året er aktien, der i december blev en del af C25-indekset, steget 88,7 pct.

I den modsatte ender ligger Ørsted, hvis aktie er droppet over 40 pct. Ved middagstid ligger aktien nede med 0,2 pct. for dagen i 375 kr.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her