31. jul. 2023 kl. 11:30
156 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: C25-mastodonter sikrer plus - Carlsberg og...

Carlsberg og Royal Unibrew er mandag bundfald i et ellers positivt dansk C25-indeks, efter at den hollandske bryggerigigant Heineken har nedjusteret forventningerne efter et skuffende ølsalg i andet kvartal.

C25-indekset er ved middagstid noget nær skilt på midten, hvor en positiv stemning omkring eliteindeksets tungeste aktier sikrer et plus på 0,9 pct. til 1809,78.

Handlen er dog stadig noget præget af sommerferien, fortæller Danske Banks chefhandler, Mads Zink, til MarketWire.

- Der er stadigvæk langt mellem nyhederne. Nu begynder nogle måske at komme tilbage i uge 31, men nu begynder udlandet også at tage på ferie, så der er stadigvæk feriemarked, fortæller han.

Øverst ligger Genmab med en stigning på 3,7 pct. efter en stor fremgang for selskabets amerikanske notering fredag - dog uden noget selskabsspecifikt til at forklare stigningen, fortæller Mads Zink.

- Genmab steg meget i USA i fredags - det er den stigning, der smitter positivt af på den i dag.

Med øverst ligger også Novo Nordisk med et plus på 2,6 pct.

C25-BRYGGERIER TRYKKES AF HOLLANDSK NEDJUSTERING

Carlsberg og Royal Unibrew presses mandag af hollandske Heinekens regnskab for andet kvartal, der indeholdt en nedjustering af forventningerne til driftsindtjeningen.

Og baggrunden er reel nok - faldende ølvolumen i kølvandet af prisstigninger får kunderne til at falde fra.

Heineken og Carlsberg konkurrerer intenst i Asien, og her har de stigende råvareomkostninger forårsaget højere priser, da Heineken har væltet omkostningerne over på forbrugerne.

Carlsbergs B-aktie falder 1,2 pct. til 1031 kr., og Royal Unibrew sætter sig 1,1 pct. til 597,80 kr.

MÆRSK LØFTET AF GODE TAKTER HOS KONKURRENT

Mærsk sejler mandag i slipstrømmen af det japanske containerrederi Mitsui OSK Lines, der har skruet forventningerne i vejret efter et godt første kvartal af det forskudte regnskabsår 2023/24.

Det japanske selskab mærkede dog som andre store rederier en klar afmatning i efterspørgslen og fragtraterne efter det for containerrederierne volatile 2022. Det betød blandt andet, at nettoresultatet faldt med 68 pct. på årsbasis.

Mærsk kan desuden glæde sig over et løftet kursmål hos den svenske investeringsbank Carnegie, der har skruet op til 13.875 kr. fra 13.250 kr. Samtidig er den neutrale anbefaling "hold" blevet fastholdt, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Mærsks B-aktie går frem med 2,1 pct. til 14.030 kr.

Rederiet DFDS har langt om længe fået grønt lys af de tyrkiske konkurrencemyndigheder til et muligt køb af Ekol Logistics´ internationale vejtransportaktiviteter.

DFDS annoncerede allerede overvejelserne om at købe den tyrkiske koncern i oktober sidste år, og kan efter forhåndsgodkendelsen nu fortsætte forhandlingerne med Ekol om selskabets internationale vejtransportaktiviteter, der i så fald skal skilles ud af den tyrkiske transport- og logistikkoncern.

Aktien stiger 2,5 pct. til 244 kr.

BANKER TIL EKSAMEN

Danske Bank har ligesom kollegerne Nordea, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank sammen med 65 andre europæiske banker været gennem det fælleseuropæiske banktilsyn, EBA´s, årlige stresstest.

EBA´s stresstest er baseret på en meget hård økonomisk nedgang og giver anledning til betydelige fald i institutternes kapitalprocenter.

Men Danske Bank og Jyske Bank kan få det svært, hvis krisen rammer med fuld kraft. Danske Bank erklærer sig dog velkapitaliseret og ser ikke behov for ændringer i kapitalstrategier.

Jyske Bank falder 0,2 pct. til 512,20 kr., og Nordea stiger med 0,2 pct. til 76,53 kr.

Danske Bank har desuden fået løftet sit kursmål til 140 kr. fra 130 kr. hos Société Générale, der gentager anbefalingen "sælg".

Bankaktien falder med 0,4 pct. til 159,80 kr.

Endvidere har Torm fået skåret sit kursmål hos Kepler Cheuvreux til 250 kr. fra 289 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien stiger 5,9 pct. til 166,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her