06. jul. 2023 kl. 11:44
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Chr. Hansen navigerer uden om vækstbekymri...

Chr. Hansen slipper nådigt for investorernes mismod torsdag, efter at ingredienskoncernen har fremlagt regnskab og i den forbindelse løftet bunden af sine forventninger.

Stemningen på det danske aktiemarked er torsdag presset af bekymringer for en opbremsning i den globale vækst krydret med et ret så høgeagtigt referat fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, seneste rentemøde.

- En kombination af vækstopbremsning, som er i gang, og den centralbankretorik, vi så bekræftet i aftenens referat fra det sidste rentemøde i USA, og så kampen mod kerneinflationen er omdrejningspunktet, forklarer Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, til MarketWire.

Regnskabssæsonen for andet kvartal har så småt gjort sit indtog globalt. Her har investorerne fokus på indtjeningsforventningerne, påpeger aktiechefen og tilføjer, at selv om indtjeningsforventningerne overordnet er på niveau med i 2022, er der i andet kvartal tale om et svært sammenligningsgrundlag holdt op mod sidste års resultater.

Onsdag aften offentliggjordes referatet fra Federal Reserves seneste rentemøde, hvori det fremgik, at centralbankcheferne i den pengepolitiske komité, FOMC, ikke var enige om at holde igen med renteforhøjelserne i juni. I stedet talte nogen af medlemmerne for at hæve renten med 25 basispoint.

Torsdag ved 11-tiden falder det danske C25-indeks 0,6 pct. til 1800,72.

Uden for eliteindekset er der klø til Bang & Olufsen, der har offentliggjort en skuffende prognose for 2023/24. Omvendt belønnes Alm. Brand for en opjustering af sine forventninger.

CHR. HANSEN STIGER EFTER OPPRÆCISERING

Chr. Hansen klarer sig torsdag som en af de få eliteaktier i grønt, efter at selskabet har hævet bunden af sine forventninger.

Aktien går frem med 0,6 pct. til 483,80 kr.

Ingredienskoncernens tredje kvartal var ellers skuffende, hvad angår omsætningen og indtjeningen, mens marginen omvendt var bedre end ventet.

Omsætningen i kvartalet landede på 334,8 mio. euro, og overskuddet af primær drift, EBIT, før særlige poster lød på 84,3 mio. euro, fremgår det af regnskabet torsdag morgen.

BEDRØVELIGT REGNSKAB FRA B&O

Blandt sidepapirerne er der fokus på B&O, der har sat punktum for et svært regnskabsår. Forude venter elektronikproducenten usikkerhed og øget risiko for recession.

I det nye regnskabsår venter selskabet en omsætningsvækst i lokale valutaer på mellem 0 og 9 pct. og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på mellem 0 og 6 pct.

I 2022/23 faldt omsætningen 7 pct. til 2752 mio. kr., mens EBIT. mar 2023gin før særlige poster endte på minus 3,8 pct.

Aktien falder ved middagstid 7,0 pct. til 10,32 kr.

ALM. BRAND OPJUSTERER

Alm. Brand klarer sig i grønt torsdag, efter at forsikringsselskabet har opjusteret forventningerne til 2023.

Der ventes nu et resultat før skat på 1525-1625 mio. kr. mod tidligere 1375-1575 mio. kr. eksklusive særlige omkostninger. Derudover indsnævres forventningerne til forsikringsresultatet til 1,35-1,45 mia. kr.

Aktien vinder 3,5 pct. til 10,90 kr.

NYE KURSMÅL PÅ STRIBE

Børshusene har torsdag flittigt rettet kursmålene for de danske aktier.

Rockwool har fået sænket sit kursmål til 2000 kr. fra 2200 kr. hos britiske HSBC, der dog holder fast i anbefalingen "køb".

Isoleringsaktien falder 1,8 pct. pct. til 1670 kr.

HSBC har også set på DSV, der har fået løftet kursmålet til 1200 kr. fra 1120 kr., mens den negative anbefaling "reducer" gentages.

Aktien ligger nær uændret i kurs 1431 kr.

Hos Netcompany har Barclays omvendt løftet kursmålet til 215 kr. fra 205 kr. Her er anbefalingen fortsat "undervægt".

Aktien går frem med 0,4 pct. til 284,20 kr.

Pandoras kursmål hos BNP Paribas løftes til 870 kr. fra 830 kr. med anbefalingen "outperform".

Aktien falder 0,4 pct. til 626 kr.

Deutsche Bank har dertil set på Danske Bank og Ørsted. Førstnævnte har fået hævet kursmålet til 215 kr. fra 200 kr., og Ørsted hæves til 700 kr. fra 650 kr.

Bankaktien falder 0,8 pct. til 167,05 kr., og Ørsted stiger 0,4 pct. til 629,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her