21. nov. 2025 kl. 11:41
135 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Dårlig amerikansk stemning tynger Novo Nor...

De danske aktier er fortsat under pres ved middagstid fredag, heriblandt Novo Nordisk, der presses af den dårlige stemning på Wall Street.

Den amerikanske nedtur er fredag ved 11.30-tiden med til at trække ned i C25-indekset, der falder 1,1 pct. i 1685,59 efter en stigning på 0,4 pct. torsdag.

Det sker, selv om det danske aktiemarked ikke er så hårdt eksponeret mod AI som det amerikanske, påpeger Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk, der ser udviklingen i USA som den primære faktor bag dagens negative udvikling.

- Vi er jo ramt af, at USA vender fuldstændig rundt. Og Nvidia, som ellers lagde en god tone for starten, den fordufter fuldstændig, og Nvidia ender også med at falde tilbage, udtaler Martin Munk til MarketWire.

Senioranalytikeren peger på to faktorer, der ligger bag Nvidias udvikling på den amerikanske børs.

- Altså for det første fik vi den der, lidt "gamle jobrapport", som egentlig var ret stærk. Så den slår lidt tvivl om hvor Fed står ved næste rentemøde. Om de skal sætte renten ned eller ikke, udtaler Martin Munk.

- Det andet dilemma var, at godt nok var Nvidias regnskab stærkt, men temaet omkring, om de her store investeringer i AI, på et tidspunkt også giver afkast - det er ikke løst af Nvidias stærke regnskab, fortsætter han.

Til spørgsmålet om hvilke af de to dilemmaer der vægter tungest, svarer Martin Munk, at det nok er temaet omkring AI og investeringer. Men han underkender ikke betydningen af usikkerhed omkring den amerikanske centralbanks renteniveau og udtaler, at "det er sjældent, vi er så usikre på, hvad Fed skal op til næste møde".

NOVO OG NKT I BUND

NKT-aktien steg hele 17,1 pct. onsdag i kølvandet af et stærkt regnskab og nye ambitiøse mål for 2030, men torsdag faldt investorerne for fristelsen og strøg gevinster efter onsdagens lukkerekord.

Den tendens er fortsat fredag, hvor kabelaktien igen falder og ligger ved middagstid som den dårligst præsterende aktie i eliteindekset nede 4,4 pct. til 770 kr. efter et fald på 3,4 pct. torsdag.

- Det hænger sammen med, at de fik en utrolig stærk bevægelse på regnskabet. Så der ligger nogle og tager nogle gevinster hjem på den bevægelse, udtaler Martin Munk.

Udfordret af stemningen i USA er særligt Novo Nordisk, der fredag bidrager til den negative udvikling med et fald på på 3,4 pct. til 303,60 kr. ved middagstid.

- Den vender også rundt på stemningen i USA, selv om der ikke er nogen AI sammenhæng. Men på stemningen er den trods alt påvirket, fortsætter Martin Munk.

Selv om healthcare burde være mere roligt, påpeger senioranalytikeren, at Novo generelt er inde i en usikker periode, så dagens udvikling er også et billede af, at Novo-aktien er kursfølsom.

I den modsatte ende af eliteindekset stiger Carlsberg og Unibrew. Førstnævnte stiger med 1,8 pct. til 780,60 kr. mens Unibrew-aktien stiger 1,8 pct. til 537 kr.

- Det er klassisk at se, at der er nogle defensive sektorer, som selvfølgelig klarer sig godt i et scenarie, hvor der er usikkerhed. Det er jo sådan noget som bryggerierne, som ligger lunt i svinget, udtaler Martin Munk.

Sideløbende har Unibrew fået anbefalingen "outperform" hos Bernstein, der netop har indledt dækning. Kursmålet sættes til 690 kr.

FLERE JUSTERINGER

Pandora, der stiger 1,2 pct. til 755,40 kr. har fået skåret kursmålet, men til 1180 kr. fra 1300 kr. hos BNP Paribas, der gentager anbefalingen "outperform".

Analytikerkorpset har også haft gang i regnearkene, når det kommer til NKT.

Oddo BHF har løftet sit kursmål til 829 kr. fra 649 kr. Anbefalingen er uændret "neutral". Og Berenberg har løftet sit kursmål til 720 kr. fra 650 kr. Her er anbefalingen uændret "hold".

FIRSTFARMS NEDJUSTERER

Blandt sidepapirerne har Firstfarms nedjusteret forventningerne til 2025 på grund af faldende svinepriser.

Firstfarms venter nu et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 60-90 mio. kr. mod tidligere 85-125 mio. kr. Det er årets anden nedjustering. Aktien stiger marginalt med 0,8 pct. til 75,80 kr.

Nilfisk, der falder 0,3 pct. til 96 kr., har fået sænket kursmålet til 98 kr. fra 105 kr. hos SEB. Anbefalingen er stadig "hold". Nilfisks kvartalsregnskab torsdag vidnede om en presset bundlinje trods en modstandsdygtig indtjening.

STG er klar til at skære forretningen til efter en periode med opkøb. Det siger topchef Niels Frederiksen til MarketWire efter tobakskoncernens kapitalmarkedsdag torsdag. Tobakskoncernen annoncerede onsdag en strategi for de kommende fem år frem mod 2030. Her har STG blandt andet en målsætning om en årlig lav encifret organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, før særlige poster. Aktien stiger 0,3 pct. til 89,10 kr.



.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her