11. jun. 2025 kl. 11:23
54 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Demant i topform efter milliardopkøb i let...

Demant indtager onsdag toppen i det danske eliteindeks, efter at høreapparatkoncernen har leveret sit største opkøb nogensinde.

- Hovednyheden i dag er jo selvfølgelig Demants opkøb af den her tyske "low-cost"-høreklinik Kind Group. Og det giver mening, at de køber dem, så det er en positiv ting for aktiecasen, at de køber dem, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Generelt er stemningen stadig let positiv med en stigning på 0,1 pct. til 1838,02 for C25-indekset, der kommer i kølvandet af tirsdagens solide fremgang på 1,3 pct.

- Markedet er jo stadigvæk i den stemning, vi har været i de sidste par uger. Sådan en positiv stemning, hvor man igen har lidt mere fokus på de positive nyheder, siger Mads Zink.

Markedsdeltagerne har onsdag stadig opmærksomhed rettet mod USA´s og Kinas drøftelser på handelsområdet.

Natten til onsdag lød det fra den amerikanske handelsminister, at de to lande har en rammeaftale på plads, som vil bygge videre på den foreløbige aftale, som blev indgået tidligere på året i Genève. Det er dog sparsomt med detaljer om aftalen, så investorerne lader proppen blive i champagneflaskerne lidt endnu.

Nøgletal kan ifølge Danske Banks chefhandler også påvirke stemningen, hvor eftermiddagens amerikanske inflationsrapport kan sætte dagsordenen.

DEMANT LEVERER SIT STØRSTE KØB NOGENSINDE

Høreapparatselskabet betaler cirka 5,2 mia. kr. kontant og på gældsfri basis for tyske Kind, som har omkring 650 høreklinikker, heraf hovedparten i Tyskland. Opkøbet betyder, at aktietilbagekøbsprogrammet bliver suspenderet.

Demant, der ligger 2,2 pct. højere i 284 kr., betegner selv opkøbet som et "unikt strategisk match".

Og hos Sydbank falder handlen også i god jord.

- Der er ingen tvivl om, at Demant stilles stærkt på det tyske marked med det her opkøb. Også når man kigger på prisen i forhold til nøgletal, ser transaktionen faktisk også okay ud, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, til MarketWire.

I forhold til Demants milliardopkøb af Kind hæfter investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen sig ved, at det vil koste indtjeningsevne på kort sigt.

Demant forventer således, at Kind vil kunne levere koncernens nuværende indtjeningsevne i 2028.

- Investorerne vil på den ene side synes godt om, at Demant går i offensiven. De køber flere klinikker og får mere kontrol over salgsleddet. På den anden side er der lang tid til 2028, hvor synergier skal komme ind, vurderer Per Hansen.

Han peger desuden på, at opkøbet også kan være interessant i forhold til resten af sektoren.

- I relation til GN Store Nord bliver det spændende at se, om de spekulationer, der har været fra tid til anden om en fusion, bliver kølnet. På kort sigt helt afgjort, fordi Demant får hænderne fulde med integrationen, vurderer Per Hansen.

Modsat agerer GN med et fald på 1,7 pct. til 99,62 kr. bundskraber i C25-regi, men efter en gevinst på 6,7 pct. tirsdag.

I forhold til Demant er det i øvrigt onsdag fremme, at BNP Paribas har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold".

Blandt tirsdagens store vinder herhjemme var også Novo Nordisk, der steg 6 pct., men onsdag må aktien opgive 0,9 pct. til 515 kr.

Med i den tunge ende af C25-indekset ligger også fedmekollegaen Zealand Pharma, der taber 1,5 pct. til 489,80 kr.

Fra børshusene er der nyt om Ambu, der får sænket sit kursmål til 138 kr. fra 144 kr. hos DNB Carnegie, der dog fastholder anbefalingen "køb".

Ambu falder 0,4 pct. fra åbningen til 101,80 kr.

ØRSTED RYGTES AT HAVE SAT EUROPÆISK ONSHORE-PORTEFØLJE TIL SALG

Ørsted har angiveligt sat et til-salg-skilt på sine europæiske onshore-projekter. Den danske energikæmpe håber at få 2 mia. euro - cirka 14,9 mia. kr. - for de i alt 800 megawatt.

Det skriver mediet Irish Independent på baggrund af oplysninger fra branchemediet Peakload.

Ifølge børshuset Citis analytiker Jenny Ping kan det dog blive svært at få de rygtede 2 mia. euro for hele samlingen.

Aktien ligger med et fald på 0,5 pct. i 276,70 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her