05. okt. 2023 kl. 11:52
249 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Endelig i plus med Pandora i brusende frem...

I begejstring for de nye finansielle mål, som Pandora har lagt frem, sendes smykkeaktien torsdag til tops i C25-indekset, hvor den ligger med et solidt forspring foran Royal Unibrew og Ørsted, som kæmper om andenpladsen.

I bunden af indekset trækker Danske Bank og Rockwool ned i eliteindekset, der samlet set løftes til 1664,54 eller med 1,2 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag, og dermed bryder tre dages negativ udvikling.

- Der har været lidt pres på grund af rentebevægelser de seneste dage, men renterne er faldet lidt til ro igen og måske endda en smule tilbage, og det er måske forklaringen på, at der er plusser i Europa i dag efter en lidt grim periode, vurderer senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.

Det bredt funderede rentefald udspringer af svagere end ventede tal for det amerikanske arbejdsmarked onsdag, som skabte lettelse i aktiemarkedet, der ellers har været belastet af forventning om fortsat stigende centralbankrente i USA.

- Danmark kommer så rigtig godt af sted i forhold til Europa. Men der er også nok lidt mere revanche hos os, efter at vi har været rigtig hårdt ramt af den her rente. Vi har nogle papirer, som er ret rentefølsomme, påpeger Martin Munk og peger specifikt på Ørsted.

PANDORA FORDOBLER PLUSSET

Men i den absolutte top i C25 troner Pandora, som hen over formiddagen har fordoblet sin stigning til 10,0 pct. til 777,40 kr. som reaktion på de forventninger, selskabet har præsenteret på kapitalmarkedsdagen i London.

- De er kommet med meget optimistiske vækstudsigter for de kommende år, som overrasker markedet positivt, noterer Martin Munk.

Han henviser til Jyske Banks Pandora-analytiker, Janne Vincent Kjær, som er "vældig tilfreds" med de mål, Pandora har lagt frem.

- Hun var en af de rigtig positive op til kapitalmarkedsdagen, men selv hun er positivt overrasket over, hvor aggressive de er på vækstforventningerne. Og oven i hatten får du så den her store kombination af aktietilbagekøb og udbytter for de kommende år, siger Martin Munk.

Med samme grundtone bemærker det amerikanske finanshus Jefferies, at Pandoras prognose frem til udgangen af 2026 går "langt over markedsforventningerne".

Pandora ser en organisk vækst på 7-9 pct. i perioden fra 2023-2026, samt en EBIT. mar 2023gin på 26-27 pct. i 2026.

I 2026 venter Pandora dermed en omsætning på 34-36 mia. kr. og et EBIT-resultat på 8,8-9,7 mia. kr.

I perioden 2024-26 venter Pandora at kunne skabe frie positive pengestrømme på 16-17 mia. kr., og hensigten er at returnere 14-17 mia. kr. kontant til aktionærerne i perioden.

Med i toppen er også Ørsted med et plus på 2,7 pct. til 343,40 kr.

- Forsyningsselskaberne, som vi godt kan regne Ørsted til, stiger pænt ude i Europa, konstaterer Martin Munk.

NYE KURSMÅL TIL FORSIKRING OG CARLSBERG

Mere beskedne er plusserne til Tryg og Topdanmark, som har fået sænket deres kursmål hos den amerikanske storbank Citigroup.

Topdanmark har nu et kursmål på 293,60 kr. mod tidligere 315,40 kr., og for Tryg sættes kursmålet ned til 138,90 kr. fra 150,50 kr.

Topdanmark-aktien stiger med 0,9 pct. til 303,80 kr. i torsdagens positive marked, og Tryg løftes 1,4 pct. til 128,30 kr.

For Carlsberg er der også lidt analysenyt torsdag, idet franske Société Générale har sænket sit kursmål for bryggeriaktien til 1200 kr. fra 1300 kr.

Omvendt har Kepler Cheuvreux løftet sin anbefaling af Carlsberg til "hold" fra "reducer" og trimmet kursmålet marginalt til 930 kr. fra 940 kr.

Aktien stiger 1,6 pct. til 928,40 kr. fra start.

DANSKE BANK, ROCKWOOL OG NOVO I BUNDEN

Nederst i indekset taber Danske Bank 0,3 pct. til 158,10 kr., og Rockwool går 0,3 pct. tilbage til 1654 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Opmærksomhed er der også lidt af til medicinalselskabet Novo Nordisk, der kan konstatere, at kopiproducenten Viatris fortsat får lov at udfordre ét af patenterne på Semaglutid-molekylet, der er virkemidlet i de meget succesfulde produkter Ozempic og Wegovy.

Novo-aktien vipper på status quo i forhold til onsdagens slutniveau i 635,30 kr.

SKJERN BANK OPJUSTERER FORVENTNINGERNE

Skjern Bank har torsdag morgen opjusteret forventningerne til 2023, hvor banken nu venter et overskud før skat på 310-340 mio. kr. og et basisresultat på 320-340 mio. kr.

Tidligere ventede banken et resultat før skat på 280-320 mio. kr. samt et basisresultat på 290-320 mio. kr.

Aktien stiger med 2,4 pct. til 148,50 kr.



.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her